KM 1000

I dag er det torsdag d. 12. maj og der fløj 2 måneder forbi igen, uden et indlæg. Jeg hader at skulle sige det, men arbejdsbyrde og vejret til dels tog lige toppen af lysten og overskuddet.

Jeg startede dog godt igen i sidste weekend, da jeg fik besøg af en kammerat fra Giant holdet i København, til en hyggelig cykelweekend.
Egentlig skulle vi have været i Harzen i Kr. Himmelfarts ferien, men mine to kompagnoner havde ikke fået cyklet. Dels pga. manglende tid og dels pga. skade. Samtidig lå den ene og jeg selv og sloges med massivt arbejde, så vi aflyste turen til Harzen i stedet for at smadre krop og sind.

I mellemtiden var jeg dog også ude og sejle kajak på en 2-dages tur med overnatning på Drejø med min fætter. Det tog det meste af kræfterne, da vi på hjemvejen efter 4½ time 18 km i modvind med store bølger måtte gå i land på Avernakø syd for Faaborg, og søge i læ for en hidsig og kompakt koldfront der bød på rigtig meget vind, rigtig meget vand og endda sne og slud. Efter lidt snakken frem og tilbage blev vi enige om at tage færgen til Faaborg. Vi var udmattede, kolde og lettere slidt.
Selv samme eftermiddag havde jeg, før kajakturens begyndelse, en idé om at kunne komme på cyklen efter hjemkomst fra kajaktur. Det kom jeg ikke. Jeg kom ikke til at røre hverken kajak eller cykel en hel uge. Jeg var komplet færdig i kroppen, navnlig i overkroppen og armene, og det kunne da mærkes i nogle dage efter.

Søndag d. 1. maj bød på første tur på cyklen 10 dages pause fra cyklen, og hvor sidste tur var fra arbejde og hjem, og derfor ikke decideret træning. Det blev i øvrigt til to ture om ugen i to uger til og fra arbejde. Sidste rigtige træning var weekenden 9. og 10. april. Men som sagt:

Jeg kom på cyklen igen 1. maj til en kort runde på 34 km på min korte og kuperede rute og det var noget jeg havde glædet mig til. I øvrigt til en ny bedste tid på ruten, så en 10 dages pause mens arbejde og vejr drillede var tilsyneladende også en god ting.
Siden sidste indlæg på denne blog er der kørt 650 km, særligt den første 2 uger i maj, og i øvrigt 300 km de sidste 5 dage, fra lørdag til i går. Det kan som sådan også godt mærkes på kroppen, og en pause på i hvert fald to dage skal sørge for lidt restitution. Lørdag er der mulighed for en mellemlang træning og igen mandag.

Højdepunktet for de sidste par måneders cykling, og nok i virkeligheden den sidste måned, var lørdagens 130 km tur til Middelfart og retur sammen med min buddy, Aqqa, fra København.
Han kom hellere end gerne forbi Sydfyn, nu hvor vi ikke kom til Harzen, så vi kunne få cyklet en god tur alligevel. Vi havde en fælles barndomsven fra Grønland der skulle løbe Lillebælt Halvmaraton i Middelfart, hvorfor vi besluttede os for at slå vejen forbi Middelfart for at heppe ham i mål.
Vi lå 65 km i glimrende medvind. Faktisk en ganske frisk medvind, som naturligvis ville slutte af med 65 km i ditto modvind. Vejret var det fineste maj kunne tilbyde med høj sol, et par og tyve graders varme og skyfrit. Det vejr holdt i øvrigt i en uges tid, hvilket også betød at jeg fik logget 300 km på de 5 dage.
Vi kom til Middelfart på 1 time og 55 minutter, temmelig godt kørt og i grunden lige efter min plan, da vi forlod Sydfyn kl. 13.15 og beregnede omkring 2 timer til turen, så vi kunne nå at få et glimt af vores løbende ven omkring hans beregnede måltid ved 15.30 tiden. Vi nåede som sagt frem, og efter en puster og en slurk væske strøg han forbi i vanlig overskudsagtig stil i mål.
Vi trillede nogle få hundrede meter ind mod byen og fandt en lille delikatesse/fortorvscafé hvor vi fik os en bid sandwich og noget sukkervand, inden vi drog videre hjem til Sydfyn.
Sikke en modvind. Vi vidste naturligvis udmærket at vinden ville være frisk fra snuden, men alligevel. Fra at have kørt 34 km/t i snit i et par timer sad vi der, på hjul af hinanden, med 25 km/t i modvind og op ad bakke de første 30 km til Vissenbjerg. Det trak tænder, rev lidt i benene og demoraliserede lidt vores små hoveder at se bakke top på bakketop på en lang, lang lige vej.
Selv med hagen helt nede på frempinden kunne man til nød presse farten op på 26-28 km/t. Men personligt var det fedt, og en ren træningsnydelse og glæde at presse kroppen, arbejde med vinden og lade benene arbejde. Mere end 30 km var nu også rigeligt, når det kom til stykket.

I Vissenbjerg slog vi vejen forbi den lokale købmand til en chokoladebar og en sodavand til at fylde lidt på til resten af turen hjem.
Da vi ved Vissenbjerg drejede til højre, slap vi også for den direkte modvind og gik over i side-modvind, som er lidt nemmere at arbejde med. Samtidig kørte vi ad de mindre veje resten af vejen, frem for en lang lige og bar hovedvej mellem Odense og Middelfart, så vi fik lidt mere læ, snoede veje og afvekslende kørsel og ikke mindst lidt mere tid til at snakke sammen.
Det blev en fin tur hjem, trods den hårde start på hjemturen. Bevares, vi kunne mærke de første 100 km i benene, men dog i godt humør og med god energi endnu. Mellem Vissenbjerg og Brobyværk er der forholdsvis fladt, med en enkelt mindre bakke eller to. Fra Brobyværk og til Korinth er der 5-8 km mere eller mindre konstant kørsel op ad. Det begyndte at kunne mærkes hos mig selv og hos min makker. Han rykkede på en af de første mindre stigninger i en lalleglad og kåd stil, indtil jeg hentede ham igen et par km senere. Han mente nu nok at det alligevel var lidt over grænsen oven på en lang dag i sadlen, og han kørte et lidt mere afdæmpet tempo på de resterende stigninger. Jeg begyndte til gengæld fra første bakke uden for Brobyværk på min “damage-control” kørsel, hvor jeg siddende og i lavt gear og høj kadence forsøgte at begrænse syren i benene og passe på kroppen. For nok var der kun 20 km tilbage, men en del af de km var op ad og i side-medvind. Jeg slap hans baghjul ved hver bakke og fangede ham igen halvvejs eller tæt på toppen. Jeg følte mig rutineret. Og så alligevel. Det er trods alt mit træningsområde vi afslutter turen på.

Mellem Vester Hæsinge og hovedvejen mellem Faaborg og Odense rammer vi turens højeste punkt på lidt over 100 meter, med udsigt over Arreskov Sø og området omkring Korinth. Altid et flot syn, men særlig godt denne tur på vej ned af bakken og velvidende om vi blot havde 6 km hjem til mål. Ad Sollerupvej fra hovedvejen på de sidste 3,8 km kunne benene få lidt pause igen og trille syren af, gennem skove og forbi store gule marker og kreatur indhegninger. Vi kom frem efter lige under 2½ time i vinden. Også som jeg havde forestillet mig det ville have taget.

Afslutningsvis fik vi et glas vand og sodavand på græsplænen i haven, og kunne i aftensolen ved 19.30 tiden takke hinanden for godt selskab og samarbejde oven på en fantastisk dag i sadlen.

WP_20160507_13_13_31_Pro WP_20160509_18_17_41_Pro

Søndagens 44 km.

Kalenderen siger april og træningskilometer 400 km fra første tur i midten af februar. Lige efter træningsplanen.

De to første ture i februar og den første i marts skulle bare trilles. Der efter øgedes trænings km per uge fra 50 km op til 80-100 km pr. uge.
Det holdt fint og passede glimrende ind i arbejdsdagene og andet.
I påskeferien fik jeg dog logget 150 km med to ture i Kbh og én her hjemme.
Træningsplanen sagde ca. en uges pause efter 6 ugers træning efter vinterpause. Det passede med ugen efter påske. Kroppen kunne dog også mærke 150 km træning på 5 dage, så det passede mig glimrende.

Så kom vi frem til i dag, søndag 3. april. Første træning efter 6 dages pause. Tæt på perfekt trænings vejr; 13-14 grader og jævn vind, dog overskyet og pletvis dråber fra oven. 44 km “flad” rute. Dvs. 15 km overvejende op ad, 20 km mestendels fladt og 9 km fladt og lidt ned.
Følte mig frisk og opladt efter lidt for mange dages pause, men det skulle der til. Jeg var lige ved at tage ud torsdag morgen inden arbejde, da vejret var helt fantastisk. Men oprydning hjemme og vasketøj krævede formiddagens tid og jeg måtte kigge langt efter landevejen. Men det var tiltrængt, hvis man spørger kroppen.

For der var god energi i kroppen. De obligatoriske 20 minutter til at blive varm og så ellers køre med pulsen omkring 165, ingen større forceringer, som der har været de sidste 3-4 trænings ture i bakkerne omkring Svanninge Bakker og Diernæs, hvor jeg har kørt til op til 198 max HR for at finde en max. Der er lidt at give af, men der omkring.
I dag skal der findes en god fart uden at køre pulsen længere tid omkring 180. Det gik vildt godt! De første 15 km var lidt tunge da det gik op fra 40 til 80 meter OHA med en let side/medvind og jeg kunne holde tempo på 10:45 pr. 5 km de første 15 km. 8 km i næsten direkte modvind, men jeg kunne overraske holde god fart og hente ind på de 2 minutter og 15 sekunder som jeg havde tabt på de første 15 km, i for hold til referencetiden på 10 minutter pr. 5 km. Men jeg var også helt nede og ligge over styret.
Så kom der 12 km med side/medvind og dermed også god fart, hvorfor jeg hurtigt fik hentet den tabte tid. De sidste 9 km i side/medvind fra den anden side skulle bare køres på grænsen, og hente så meget tid som muligt. Jeg kom ned på 8 min og 55 sek på næstsidste 5 km, og det bliver man helt glad i låget af så tidligt på sæsonen.

Jeg kom hjem til en tid på 1 time og 26 minutter over 44 km, med et snit på 30,7 km/t. Et slag på tasken, en af de tidligste datoer med farten over 30 i snit. Lykke!. Træningen giver mening og resultater.

Jeg har tænkt mig at cykle til og fra arbejde i morgen og overmorgen, men vejrudsigten ser lidt våd ud, så jeg må lige se på det. Vi er kommet til sommertid, så der er dagslys nok til at køre cykel en time efter arbejde, og jeg glæder mig til at logge nogle km på den konto også. Der er kun en måned til vi skal til Harzen og cykle, så det er gode takter.

Preseason 2016

Vi er trådt ind i et nyt år og et nyt forår med store forventninger til endnu en stor cykelsæson.
Cyklen blev parkeret d. 30. september sidste år, og blev ikke rørt indtil midt i februar, hvor jeg trillede den første tur på 16 km efter 4½ måneds pause.
Vejret var ikke blevet særligt varmt, men benene og kroppen begyndte at trænge på til at lave noget. Så en flot februar morgen klædte jeg mig godt på, i noget der ligner 3 lag tøj; Thermo inderlag, mellemlag og langt cykeltøj uden på, samt en buff om halsen og en om hovedet og ørerne. Det var trods alt stadig kolde morgener, og denne morgen kl. 9 bød på 2 frostgrader med en skyfri himmel og svag til jævn vind.

Ud på ruten og prøve cyklen af, som op til denne første tur havde fået efterset alle kabler og skruer, renset og smurt kæde, og desuden et helt nyt hjulsæt til en ny sæson med mange planlagte højdemeter.
Om det var de nye ca. ½ kg. lettere hjul, eller om jeg har formået at holde kroppen godt i gang vinteren over, er jeg stadig i tvivl om, men de første 16 km af året 2016 føltes langt nemmere at komme i gang med end de første ture i 2015, 2014 og alle andre år før det.
Det føltes i hvert tilfælde helt aldeles fantastisk at komme ud på vejene igen og køre nogle km på cyklen, vel vidende om at der er mange flere ture i vente gennem det kommende år.
Farten og benene var selvfølgelig ikke meget værd, men hvad er der at sige til det efter en lang vinterpause. I første omgang handler det om at få nogle km i benene og bytte lidt fedt ud med muskler, ud over at arbejde lidt med puls og pulszoner.

Pr. d.d. har jeg rundet 216 trænings km i området omkring Faaborg og Svanninge bakker fordelt over ruter på mellem 16 og 50 km. Jeg har lavet og kørt nogle nye ruter V, NV og NØ for Faaborg omkring Ny Stenderup, Haastrup, Millinge, Falsled samt Diernæs, hvilket på en 35 km rute giver knap 400 højdemeter på mindre veje gennem skove og over flotte bakker med fantastisk udsigt over Det Sydfynske Øhav. Det blev ansporet af den første 16 km rute, som ud over 4,5 km på en mindre vej, køres på 2 hovedveje hvv. mellem Faaborg og Odense, samt mellem Faaborg og Nyborg, hvorfor der ud over almindelig trafik kommer mange større køretøjer med sparsom plads til en klejn cyklist i vejkanten. Det var en forholdsvis genial beslutning, for 35 og 50 km ruterne er helt igennem en fornøjelse at køre, uden at frygte flyvende biler om ørerne.

Indtil videre køres mellem 50 og 100 km om ugen, hvor der i hvert fald om søndag køres 50 km, og som indtil starten af maj skal øges til 100 km om søndagen, som i forrige sommer.
I starten af maj tager vi en håndfuld glade gutter til Harzen i Kr. Himmelfartsferien og køre i de nordtyske bjerge på op 1.100 meter. Sidste års succes skal i hvert fald gentages og vi glæder os. Og netop derfor, for mit vedkommende, blev cyklen fundet frem for at pudse formen af så jeg i starten af maj kan have kørt en anstændig form op og trimmet kroppen.
Jeg har en ambition om at veje så tæt på 60 kg som muligt når vi afgår mod Harzen. Indtil videre har jeg 6 kg til målet. Om jeg når de 60 kg eller ej, skal ikke være afgørende, men i hvert fald max. 63 kg, som jeg vejede under sidste års tur til Harzen. Og med den vægt kunne jeg kun lige klatre lige omtrent fornuftigt nok til ikke at se direkte fjollet ud.

Med disse ord er bloggen i gang for i år, og med forhåbentlig mange flere indlæg end sidste år. Fokus er bestemt til stede og er samtidig den bedste forudsætning for en ny målbevidst sæson.

2014_0424_125651_001

Dieselmotoren lever endnu!

4 uger siden parkerede jeg cyklen efter en triller med et par dejlige venner i København, og siden rørte jeg den ikke igen ind til i dag.
Jeg havde ikke troet at der ville gå så lang tid. Men det gjorde der, og det var nu nok meget godt.

For netop 3 ugers tid siden, skulle jeg have været ude med mine to cykelbuddies fra forårets Harzen tur en tidlig morgen. Jeg følte mig ikke videre oplagt eller klar aftenen før, men det var træning og det gør som regel godt.
Jeg sov fra vækkeuret kl. 06.00, og sov videre til lidt over 10, og stod op til en træt og umiddelbart slidt krop.
Siden har kroppen haft svært ved at restituere sig tilstrækkeligt, og end ikke en lang nats søvn eller to virkede til at gøre den store forskel. Så jeg besluttede at lade cyklen stå på ubestemt tid.
Måske i grunden ikke helt overraskende, oven på en periode på 3 uger med overarbejde som blev afsluttet med en 4 dages festival. 18 timer efter hjemkomst fra festival tog jeg tilbage på arbejde, og brugte hele ugen på at komme oven på. Fredag følte jeg mig nogenlunde tilpas, og så afgjort langt bedre en ugens3 første dage. Efter en weekend udflugt til København med en glad aften som endte lidt sent, gik det igen kun ned ad bakke. Og så er vi igen ved den før omtalte morgen der skulle have været en dejlig morgentræner med drengene. Kroppen lukkede ned. Helt ned.

Jeg følte mig utvivlsomt stresset, kroppen var tung og sindet overvejende mørkt og fortvivlet. Uden egentlig at have en umiddelbar grund til det. I hvert tilfælde ikke noget jeg kunne pege på. En dag eller to efter gav maven efter med infektion og umuliggjorde en fornuftig tilførsel af næring og energi til den i forvejen pressede krop. Det kostede 2½ døgn i sengen med en vis stafet ud til porcelæns tubaen.  Jeg fik kæmpet mig stille og rolig gennem den følgende arbejdsuge med letfordærveligt mad morgen, middag og aften. Og meget belejligt var der ikke særligt travlt på arbejde, som gjorde at kroppen ikke unødigt blev presset i særlig grad. Og der fra er det egentlig gået kun stille og roligt frem ad indtil i dag, som blev dagen hvor jeg satte mig på min cykel igen. Og nød det.

I mellemtiden kom dog endnu en lille irriterende infektion i det ene øre der delvis satte balance og hørelse ude af kraft. Men heldigvis ikke mere end at det kunne klares med lidt øredråber i en uges tid.
Midt i alle dårligdommene kom dog også en lille solstrålehistorie, da jeg for lidt over en uge siden tog på sejltur med to dejlige mennesker i forbindelse med min fødselsdag og, i den anledning, en forlænget weekend. Det var en planlagt sejltur til en lille perle af en ø midt i Kattegat, men uden faste planer, udover sejladsen og overnatningen. Den gik over al forventning med en røvfuld fantasiske oplevelser som i øvrigt kan læses på bådens elektroniske logbog på www.ernamarielog.tumblr.com. Det gjorde godt at komme ud på vandet, og ikke mindst i godt selskab og komme et andet steds og se og møde et gæstfrit lokalsamfund. Om turen gjorde en forskel i forhold til min personlige restitution mentalt som fysisk, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan godt lide tanken om det.

Lad mig komme til den egentlige sag, og grunden til at jeg i ny og næ skriver i denne blog: Dagens træning.
Det var planlagt at komme ud i løbet af weekenden, eller senest i dag. Vejret var lækkert i weekenden, men kroppen var ikke umiddelbart helt oppe at ringe for at sidde på cyklen endnu, hvorfor den blev brugt på familie og venner.
Jeg stod op og var mentalt klar til en cykeltur på 30 km til og fra arbejde. Mad og drikke indenbords, kigge cykel efter og finde al udstyret frem. Det er i grunden meget man tager på; cykelsokker- og sko, briller, hjelm, bibs, trøje og pulsbælte. I den ene lomme lidt energi til ud- og hjemturen. I rygsækken ligger madpakken, skiftetøj og ekstratøj i tilfælde af regnvejr på hjemvejen, som der var en lille mulighed for, samt lås og brilleetui.
Af sted kl. 10.18 med en meget svag side-medvind fra sydøst. 18 grader og pletvis skyet. Det var faktisk ret lækkert at komme ud. Havde jeg dog vidst hvor mange insekter der var i luften havde jeg måske i et svagt øjeblik overvejet at tage bilen, men så ville jeg jo have været to dage bagud i træningsplanen frem mod Vattelfall Classic i Hamborg, som jeg i mellemtiden også er blevet overtalt til at deltage i, på et afbud fra en rytter fra arbejdspladsen. Der skulle 2-3 dage til at sætte mig op til at komme op på hesten igen og gøre mig mentalt klar til at træne igen. Og det er en uge siden jeg blev spurgt. Nu glæder jeg mig faktisk rigtig meget. Det er i øvrigt en anden historie som må fortælles når Hamborg turen skal skrives ned om 2 ugers tid.
Kroppen havde det nu egentlig ok da jeg lagde ud. Jeg var godt klar over at der skulle nogle km til at blive varm og rigtig kørende. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at VO2 tallet klart er faldet, idet at ilttilførslen ikke var særlig effektiv. Det kunne mærkes på lungerne at de ikke har været synderligt meget på arbejde andet end de cigaretter der i mellemtiden er blevet røget, navnlig på sejlturen. Syregrænsen lå dog højt endnu, og jeg fik den da heller ikke at mærke på hele turen til arbejde. Jeg lå i starten på de første 10 km omkring og lidt over reference tiden på 10 minutter pr. 5 km i starten inden der kom ordentligt gang i benene. Overraskende gang i benene, og meget bedre end jeg havde regnet med efter de lange, til dels ufrivillige pause. Bedste omgangstid på 5 km hed 9.16 og dermed 44 sekunder hurtigere end ref.tid. Fedt! Pulsen lå højt og kom relativt hurtigt højt op ved mellemhøj belastning, men det var næsten som man kunne forvente. Der kunne presses lidt, men ikke sådan rigtig som jeg ellers godt kan lide at gøre det, men det kommer forhåbentlig i løbet af de næste 10 dages tid, hvor der er planlagt mere træning.
Sluttiden i Odense SV hed 57 minutter og overraskende samme tid som de andre ture jeg har kørt til arbejde i sommerens løb.

Dagen blev brugt på at få godt med mad, da jeg i to tilfælde tidligere har været komplet færdig på hjemturen grundet manglende mad og drikke. Det er i hvert fald teorien, og det er der planlagt efter. Hr. glemsom her glemte dog pung og stod flot i cykeltøj i Netto for at købe sodavand til dagens frokost og pauser, men af åbenlyse årsager blev det ikke til noget.

Det gik dog fint alligevel, og hjemturen gik forbavsende godt også. Meget svag modvind, på grænsen til ingenting og overskyet i 17 graders varme. Ved nærmere eftertanke et perfekt vejrlig til en cykeltur for mit vedkommende. Samme opvarmningstid som i formiddags og ellers lidt op i fart. Som forventet lidt lavere puls end i formiddags, men langt fra så lav som en af de tidligere hjemture hvor kroppen var helt flad og blottet for energi. Der sad jeg faktisk og tænkte på om det allerede var første alarmklokke fra kroppen, om ikke at presse den meget længere ud end det, for det har da i større eller mindre grad været i opløbet til tidspunktet hvor kroppen lukkede ned. Nå, det må blive ved spekulationerne eller i det mindste noget at bruge tid på, på et andet tidspunkt.
I dag manglede kroppen hverken energi eller gå-på-mod, og det var rart. Faktisk helt opmuntrende! Farten i benene var mærkbart ikke den samme som i formiddags, men så heller ikke mere end at det kun lige kunne bemærkes. Der var overskud til at lægge sig ned over styret på det første lange, flade stykke og køre omkring 36-37 km/t, og med pulsen i tåleligt 170 slag i minuttet området over længere tid. I grove træk 10-15 lavere end udturen og 20-25 mere end sidst jeg kørte hjem fra arbejde på cykel. Jeg lå overraske under reference tiden hele vejen hjem, på nær to tilfælde, hvor den ene lå over og den anden lige på. Bakkerne kunne forceres uden at virke overbevisende som tidligere på sommeren og sæsonen, men jeg kunne køre oprejst og med en smule overskud. Jeg var absolut positivt overrasket. Syregrænsen lå dog ikke længere væk end at jeg kunne prikke til den, men så afgjort bedre end jeg havde turde håbe på, på denne tur i dag.
Jeg kom hjem i tiden 58 minutter og 8 sekunder, hvilket må være ny rekord for hjemturen, og et meget opløftende resultat efter 4 ugers op- og nedture.
Det skal holdes vedlige, men absolut med måde, da jeg har lovet mig selv ikke at køre kroppen i stykker igen i år. For det var alligevel 3. eller 4. gang i år at kroppen sagde stop. Selvfølgelig i forskellig grad, men alligevel nok til at man må tage en dag hjemme i sengen og sove ud og hvile hovedet. Denne sidste gang var dog langt over, hvad der måtte være inden for tolerancens grænser, og det skal ikke gentage sig. Klog af skade, som man siger.

Nu har jeg ædt en kæmpe portion mad i form af ris og kød i chili, toppet op med, først hyldeblomstsaft og derefter cola og chokomarie kiks. Så kan jeg nok lidt igen i morgen. Det skal pisse ned, så det bliver i bil i morgen, men onsdag håber jeg på at komme på cyklen igen, for derefter at vente med at cykle igen indtil søndag, da der skal hygges med knægten hjemme, som har været på ferie de sidste 2 uger med sin mor. Jeg glæder mig.

Og jeg glæder mig til at sætte mig op på min cykel igen.

90 km terapeutisk træning

Jeg havde tænkt mig i løbet af ugen at cykle til og fra arbejde, for at holde kilometerne i gang, men jeg har måtte sande at overarbejde og cykling til og fra arbejde ikke lader sig gøre på samme dag, hvorfor jeg indtil i dag ikke har fået kørt en eneste km på cyklen. Meget frustrerende og jeg var da også nærmest desperat efter at komme ud på landevejen.
Bevares, jeg kunne måske godt have cyklet til og fra arbejde den ene af dagene hvor jeg også arbejde 12 timer, men så havde jeg nok ikke haft lige så meget glæde af min træningstur i dag. Jeg var da lidt slidt i fredags da weekenden stod for døren, det skal jeg da indrømme. Men en weekend med knægten og afslapning efter alle kunstens regler gjorde, at jeg i dag har følt mig rigtig godt tilpas. Og på en dag hvor jeg havde planlagt et ca. 3 timers træningspas passede det rigtig godt ind i træningsskemaet. På afbud fra 3 cykelbuddies er jeg overladt til mig selv i dag, men det skal da ikke gøre en cykeltur ringere, blot solo. I ensom majestæt. 😀

Planen lød på at køre min søn hen til sin mor ved middagstid og se at komme hjem igen for at komme ud på cyklen omkring kl. 14. Vi kom dog lidt på afveje da vi slog et smut forbi genbrugspladsen med noget haveaffald og en hovsa-løsning forbi McDonald’s da Laura ikke havde fået spist og vi alle tre forfaldt til lidt nem mad i form af milkshakes og en enkelt burger.
Jeg kom da hjem kl. 14.20 og tænkte at en ny tid kl. 15 gav mening, indtil jeg naturligvis faldt over det Østrigske Grand Prix i Formel 1. Tsk tsk, så imens jeg fik fortæret en banan, lidt vingummi og et glas cola, nåede Formel 1 at blive færdigt kl. 15.30.

Men af sted, det kom jeg kl. lidt over 16. Vejret bød på overvejende overskyet med pletvis solskin, men solen skulle kigge frem senere på eftermiddagen eller tidlig aften. I tørre tal, 15-17 graders varme og en let vind fra S-SØ. Det betød kort tøj, perfekt vejrforhold for en gammel inuit som mig.

Der blev tanket en banan og en enkelt rest af en jordbærbar fra vores Harzen tur i foråret til turen, samt de to obligatoriske drikkedunke. Vand og elektrolyt drik. Jeg burde tage mere med, men det var nu engang det jeg havde i huset som kunne fortæres siddende på en cykel. Og hjemme var der gjort klar til en god portion efter-træning pasta, så det burde være en holdbar løsning. Til nøds kunne jeg jo stoppe ved en lokal brugs og købe et par bananer el. lign. Det måtte gå an med en lille bid for hver time.
Ruten hed fra Korinth til Nyborg via Kværndrup og Ørbæk og hjem over Frørup, Gl. Svendborgvej til Svendborg og via Faaborg og Svanninge Bakker til Korinth. På papiret 108 km.

Grundet den fremskredne tidsplan kortede jeg undervejs turen af ved Ørbæk, og kørte der fra til Svendborg og resten af ruten der fra.
Hold k*** det var skønt at komme ud. Af sted med god fart mod Kværndrup i let med/sidevind og ned og ligge på styret på de lange lige stykker. Videre til Ørbæk på en vej som jeg før har kørt i den modsatte retning fra Ørbæk til Gislev utallige gange, og en enkelt gang fra Ørbæk til Faaborg. Jeg fandt ud af, at man nok kan kende en rute for hver meter i den ene retning, men stigninger og nedkørsler opleves ganske anderledes når de køres i den anden retning. Faktisk en rar afveksling at bytte lidt rundt på bakkernes retning. Jeg står godt op på cyklen og føler mig faktisk bedre tilpas stående end siddende på cyklen når det går op ad. Helt godnat set i forhold til forårets kørestil hvor jeg helst ikke stod op, og kun når det gik “grelt” op ad. Her fandt mig selv i at have bedre styr på syren når jeg stod op på cyklen, hvilket var stik modsat da vi kørte rundt nede i Harzen, men hvor jeg dog øvede mig på at stå op, med en vis succes som dagene gik. Om det er det der bærer frugt nu, det skal jeg ikke kunne sige, men det virker næsten for lige til.

Efter 28 km var jeg i Ørbæk og drejede til højre mod Svendborg ad den gamle landevej, som jeg også kender frem til Svinninge. I øvrigt også i modsat retning. Her kom jeg lidt mere i modvind, om end stadig med vinden lidt fra siden. Så inden den første bakke måtte jeg lige æde min jordbær bar for at holde energiniveauet ved lige. Umiddelbart ikke nødvendigt, men mon ikke jeg ville blive glad for det en time senere.
Jeg havde hjemme fra en plan om at være 5-10 minutter foran min 30 km/t i snit reference tid efter 45 km. Så ville jeg have nogle minutter at arbejde med på vejen hjem i modvinden. Undervejs får jeg splittider for hver 5 km. Og hver 5 km bør køres på omkring 9.20 i gennemsnit for at have 6 minutters forspring, så hovedet analyserede løs undervejs. En vane når man har så mange data til rådighed på en Garmin cykel GPS. De 45 km runder jeg kort tid efter Gudbjerg, og tiden sagde 5 minutter foran +/- få sekunder. Jeg havde håbet på lidt tættere på 10 end de 5 minutter, men dog inden for målet, så hvad sad jeg og brokkede mig over?!

Det ansporede mig til at lægge mig lidt oftere ned på styret for at arbejde med og ikke mod vinden, men det var lidt uholdbart på det her stykke mod Svendborg som på intet tidspunkt var fladt eller lige, så det blev hurtigt droppet. Til gengæld forsvandt noget nær hele skydækket på himlen og gav høj aftensol resten af vejen hjem. Helt fantastisk!
Ned gennem Svendborg og forbi havnen i fortrinsvis ned ad bakke, og stigningen fra havnen og til centrum kender jeg godt, så det var til at overskue. Det gik i øvrigt glimrende. Måske var det solen, eller også var jeg bare glad i låget af bar fryd over at være kommet af sted på min cykel denne herlige søndag. Men jeg blev stående hele vejen op, og syren blev holdt på afstand som om jeg ikke lavede et større stykke arbejde. Lidt sært, synes mit hoved.
Nå, forbi McDonald’s på højre hånd og så er det lige ud resten af vejen til Sollerupvej 3,8 km hjemme fra. Det lyder som noget der ligner lige ud i 32 km. Fedt!

Vejen fra Svendborg til Faaborg er i øvrigt rigtig flot gennem Ollerup, Vester Skerninge, Ulbølle og Vester Åby. Der ligger nogle flotte søer og skove i kuperet landskab med vejen let slangende i landskabet. Det kunne ikke være bedre i det her vejr, og jeg havde også flere gange lyst til at hoppe af cyklen og nyde udsigten og tage lidt billeder. Men hva’, det er jo ikke det jeg er taget ud på cyklen for, så af sted med dig makker. Farten blev holdt pænt oppe og jeg kunne holde splittiderne i samme område som på de første 30-40 km af turen, og det var jo glimrende. Vinden var let at arbejde med, så det havde da bestemt en afgørende betydning.

Jeg kunne dog stille og roligt begynde at mærke et par trætte lår efter 63 km. Og jeg skulle op og stå op ad de små knolde for at holde syren på afstand. Så kom jeg i tanker om min banan som bør spises efter et par timer, så den blev fisket op og slugt. Det smagte af mere, men jeg gad nu ikke holde ind på en lokal brugs for at købe én banan, så jeg holdt den kørende.

Her 20 km før Faaborg og Svanninge begyndte jeg at disponere kræfterne lidt mere, for at have noget at skyde med op ad Svanninge. Den virkede ikke videre indbydende her hvor jeg sad og nød den let kuperede vej mod Faaborg, med skiftevis små op- og nedkørsler, for det var nu meget hyggeligt. Men det slog mig da, at jeg stadig er bedre tilpas siddende eller liggende over styret med fart på og kløve vinden end at stå op på en 8-10% stigning, så helt galt er det ikke gået. For jeg har da haft mine bange anelser for at jeg havde glemt mit gamle jeg nede i Harzen. Eller også var det bare en god undskyldning for at en tur mere der ned i år.

Nuvel, jeg nærmer mig Faaborg, og det første tegn på det er, at temperaturen falder en smule denne dag i dag med pålandsvind ude fra det Sydfynske Øhav, og vandet var da også ganske tæt på og gav en flot udsigt til Avernakø og Bjørnø. Dog ikke mere faldende end at det stadig var behageligt at køre i kort tøj.
Hurtigt langs strandvejen øst for Faaborg og ned gennem Sundvejen til foden af Svanninge. Det er første gang at jeg tager den rigtige vej op ad Svanninge siden jeg flyttede her ned til Sydfyn. Indtil videre er jeg drejet direkte mod Korinth øst om Svanninge, men stigningen er dog stadig over 2 km lang, men med langt større variation i stigningsprocenterne end Svanninge som i forhold til Nyborgvej, som den hedder, stiger lige op i himlen. Til gengæld en flottere bakke, det skal den da have. Jeg rejste mig tidligt op og kunne se procenterne stige længere oppe ad bakken. Det vidste jeg egentlig godt, men det så nu hårdt ud. Og jeg måtte da også lige geare ned en enkelt gang eller to og sætte mig ned med lidt højere kadence. Men ikke så meget at jeg ikke kunne rejse mig igen og tage lidt fat igen. Fra toppen af den første bakke er der de næste 2 kilometers penge frem til Sollerupvej et par flotte og lækre nedkørsler og stigninger genne skoven, og det faktisk ret flot at køre gennem, så det skal da klart praktiseres noget oftere at køre denne her vej hjem til Korinth.

90 grader til højre ved Sollerupvej og en fed, lille og stejl nedkørsel mod Sollerup og markerne virker meget belønnende efter 85 km i sadlen. Mentalt er jeg også næsten hjemme med 3,8 km tilbage på en vej jeg kører på til dagligt når jeg i bil kører til og fra arbejde, så den lille stump kender jeg til bevidstløshed. Til gengæld var jeg ikke lige klar over at en lille pukkel 1 ½ kilometer hjemme fra var så stejl at den noget nær havde sat mig af. Den bakke har jeg dog kun kørt den anden vej, så den havde jeg nok ikke lige set komme.

Den sidste kilometer føltes bare kanon. Lige som når jeg kører hjem fra arbejde i bil. Sætter farten lidt ned og nyder en triller de sidste meter før man er hjemme.
Det var en god tur, og jeg håber snart at komme ud på den igen. Helst før der går en uge, for det var da lige groft nok at være væk fra landevejene i 9-10 dage.
Men nu kan jeg lidt igen, tanket mentalt op med god energi efter sol, vind og fluer i håret. Nu er jeg klar til en ny uge mere.

WP_20150621_006