I dag er det torsdag d. 12. maj og der fløj 2 måneder forbi igen, uden et indlæg. Jeg hader at skulle sige det, men arbejdsbyrde og vejret til dels tog lige toppen af lysten og overskuddet.

Jeg startede dog godt igen i sidste weekend, da jeg fik besøg af en kammerat fra Giant holdet i København, til en hyggelig cykelweekend.
Egentlig skulle vi have været i Harzen i Kr. Himmelfarts ferien, men mine to kompagnoner havde ikke fået cyklet. Dels pga. manglende tid og dels pga. skade. Samtidig lå den ene og jeg selv og sloges med massivt arbejde, så vi aflyste turen til Harzen i stedet for at smadre krop og sind.

I mellemtiden var jeg dog også ude og sejle kajak på en 2-dages tur med overnatning på Drejø med min fætter. Det tog det meste af kræfterne, da vi på hjemvejen efter 4½ time 18 km i modvind med store bølger måtte gå i land på Avernakø syd for Faaborg, og søge i læ for en hidsig og kompakt koldfront der bød på rigtig meget vind, rigtig meget vand og endda sne og slud. Efter lidt snakken frem og tilbage blev vi enige om at tage færgen til Faaborg. Vi var udmattede, kolde og lettere slidt.
Selv samme eftermiddag havde jeg, før kajakturens begyndelse, en idé om at kunne komme på cyklen efter hjemkomst fra kajaktur. Det kom jeg ikke. Jeg kom ikke til at røre hverken kajak eller cykel en hel uge. Jeg var komplet færdig i kroppen, navnlig i overkroppen og armene, og det kunne da mærkes i nogle dage efter.

Søndag d. 1. maj bød på første tur på cyklen 10 dages pause fra cyklen, og hvor sidste tur var fra arbejde og hjem, og derfor ikke decideret træning. Det blev i øvrigt til to ture om ugen i to uger til og fra arbejde. Sidste rigtige træning var weekenden 9. og 10. april. Men som sagt:

Jeg kom på cyklen igen 1. maj til en kort runde på 34 km på min korte og kuperede rute og det var noget jeg havde glædet mig til. I øvrigt til en ny bedste tid på ruten, så en 10 dages pause mens arbejde og vejr drillede var tilsyneladende også en god ting.
Siden sidste indlæg på denne blog er der kørt 650 km, særligt den første 2 uger i maj, og i øvrigt 300 km de sidste 5 dage, fra lørdag til i går. Det kan som sådan også godt mærkes på kroppen, og en pause på i hvert fald to dage skal sørge for lidt restitution. Lørdag er der mulighed for en mellemlang træning og igen mandag.

Højdepunktet for de sidste par måneders cykling, og nok i virkeligheden den sidste måned, var lørdagens 130 km tur til Middelfart og retur sammen med min buddy, Aqqa, fra København.
Han kom hellere end gerne forbi Sydfyn, nu hvor vi ikke kom til Harzen, så vi kunne få cyklet en god tur alligevel. Vi havde en fælles barndomsven fra Grønland der skulle løbe Lillebælt Halvmaraton i Middelfart, hvorfor vi besluttede os for at slå vejen forbi Middelfart for at heppe ham i mål.
Vi lå 65 km i glimrende medvind. Faktisk en ganske frisk medvind, som naturligvis ville slutte af med 65 km i ditto modvind. Vejret var det fineste maj kunne tilbyde med høj sol, et par og tyve graders varme og skyfrit. Det vejr holdt i øvrigt i en uges tid, hvilket også betød at jeg fik logget 300 km på de 5 dage.
Vi kom til Middelfart på 1 time og 55 minutter, temmelig godt kørt og i grunden lige efter min plan, da vi forlod Sydfyn kl. 13.15 og beregnede omkring 2 timer til turen, så vi kunne nå at få et glimt af vores løbende ven omkring hans beregnede måltid ved 15.30 tiden. Vi nåede som sagt frem, og efter en puster og en slurk væske strøg han forbi i vanlig overskudsagtig stil i mål.
Vi trillede nogle få hundrede meter ind mod byen og fandt en lille delikatesse/fortorvscafé hvor vi fik os en bid sandwich og noget sukkervand, inden vi drog videre hjem til Sydfyn.
Sikke en modvind. Vi vidste naturligvis udmærket at vinden ville være frisk fra snuden, men alligevel. Fra at have kørt 34 km/t i snit i et par timer sad vi der, på hjul af hinanden, med 25 km/t i modvind og op ad bakke de første 30 km til Vissenbjerg. Det trak tænder, rev lidt i benene og demoraliserede lidt vores små hoveder at se bakke top på bakketop på en lang, lang lige vej.
Selv med hagen helt nede på frempinden kunne man til nød presse farten op på 26-28 km/t. Men personligt var det fedt, og en ren træningsnydelse og glæde at presse kroppen, arbejde med vinden og lade benene arbejde. Mere end 30 km var nu også rigeligt, når det kom til stykket.

I Vissenbjerg slog vi vejen forbi den lokale købmand til en chokoladebar og en sodavand til at fylde lidt på til resten af turen hjem.
Da vi ved Vissenbjerg drejede til højre, slap vi også for den direkte modvind og gik over i side-modvind, som er lidt nemmere at arbejde med. Samtidig kørte vi ad de mindre veje resten af vejen, frem for en lang lige og bar hovedvej mellem Odense og Middelfart, så vi fik lidt mere læ, snoede veje og afvekslende kørsel og ikke mindst lidt mere tid til at snakke sammen.
Det blev en fin tur hjem, trods den hårde start på hjemturen. Bevares, vi kunne mærke de første 100 km i benene, men dog i godt humør og med god energi endnu. Mellem Vissenbjerg og Brobyværk er der forholdsvis fladt, med en enkelt mindre bakke eller to. Fra Brobyværk og til Korinth er der 5-8 km mere eller mindre konstant kørsel op ad. Det begyndte at kunne mærkes hos mig selv og hos min makker. Han rykkede på en af de første mindre stigninger i en lalleglad og kåd stil, indtil jeg hentede ham igen et par km senere. Han mente nu nok at det alligevel var lidt over grænsen oven på en lang dag i sadlen, og han kørte et lidt mere afdæmpet tempo på de resterende stigninger. Jeg begyndte til gengæld fra første bakke uden for Brobyværk på min “damage-control” kørsel, hvor jeg siddende og i lavt gear og høj kadence forsøgte at begrænse syren i benene og passe på kroppen. For nok var der kun 20 km tilbage, men en del af de km var op ad og i side-medvind. Jeg slap hans baghjul ved hver bakke og fangede ham igen halvvejs eller tæt på toppen. Jeg følte mig rutineret. Og så alligevel. Det er trods alt mit træningsområde vi afslutter turen på.

Mellem Vester Hæsinge og hovedvejen mellem Faaborg og Odense rammer vi turens højeste punkt på lidt over 100 meter, med udsigt over Arreskov Sø og området omkring Korinth. Altid et flot syn, men særlig godt denne tur på vej ned af bakken og velvidende om vi blot havde 6 km hjem til mål. Ad Sollerupvej fra hovedvejen på de sidste 3,8 km kunne benene få lidt pause igen og trille syren af, gennem skove og forbi store gule marker og kreatur indhegninger. Vi kom frem efter lige under 2½ time i vinden. Også som jeg havde forestillet mig det ville have taget.

Afslutningsvis fik vi et glas vand og sodavand på græsplænen i haven, og kunne i aftensolen ved 19.30 tiden takke hinanden for godt selskab og samarbejde oven på en fantastisk dag i sadlen.