Dag 2:
Vi stod op kl. lidt i 8 og spiste morgenmad i pensionens morgenmadsrestaurant – som egentlig bød på en rigtig fin morgenbuffet til en flad 50’er, som vi benyttede os af under hele opholdet.

Tilbage til værelset og klæde om, tjekke udstyr og cykel, proppe lommerne fulde af energigels andre mere eller mindre næringsrige tilskud til sportsudøvere og gennemgå dagens rute. Og netop dagens rute så rigtig spændende ud, og en rute jeg personligt glædede mig meget til at komme ud og køre. På papiret 130 km rundt i Harzens meste kendte bjerge, uden at være for lang, for svær eller for let. En dag hvor der skulle forceres mere end 2000 højdemeter og hvor det højeste punkt lå 823 meter over havets overflade. What’s not to like?!

Af sted mod startbyen Goslar det gik. Vejret var noget nær perfekt, omend på grænsen til det kølige, men nu var det jo formiddag, så det skulle nok nå at blive varmt. Der var ikke en sky på himlen, næsten ingen vind og udsigten lovede op til 18 grader, og lokalt i bjergdalene måske over 20 grader
Vi fandt et sted at parkere bilen gratis ikke langt fra start og mål.
Og proceduren var fast og tydeligvis indøvet individuelt og kollektivt; af med cyklerne fra stativet, og man hjælper naturligvis sine kammerater, dæk og dæktryk kontrolleres og bremser ligeså. På med dagens foretrukne tøj og tøjlag. Nogen i form af korte ærmer og korte ben, og andre i lange ditto.

Ruten startede med at føre os ud til udkanten af byen, og til foden af det bjerg Goslar lå op ad, hvor vi blev ført op ad bjerget ad en vej/skovsti med næsten lodrette fald til den ene side mod dalen. På alle måder et virkelig flot og fascinerende syn, men også en påmindelse om, at her skal der ikke køres hurtigt. Det blev heller ikke aktuelt i denne omgang, da underlaget bar præg af skov- og landbrugsmaskiner på en ellers udmærket asfalt sti. Den gik jævnt op, uden at føles stejl og ved toppen af stigningen var der en imponerende udsigt over et fladere stykke land nord for Harzen.
Ned igen ad en denne, til tider udfordrende, skovsti der slangede sig langs med bjerget. Den bød egentlig på alt det vi ikke havde synderlig meget lyst til på en 130 km rute. Lange bløde kurver og skarpe sving, på mere eller mindre løst underlag hele vejen. Flere steder sågar med kviste og grene på stien.
Men den endte heldigvis ude på en større vej der førte op til de “rigtige” bjergmassiver i det nordlige Harzen. Det startede jævnt, og man kunne straks fornemme at man skulle langt op på et tidspunkt og at det kom til at blive stejlt. For her kørte vi i en bjergdal, med stejle bjergsider til begge sider hvor de fleste var skovklædte og nogle ganske enkelt lodrette bjergvægge og klipper der stak ud af skoven. Vildt flot at køre igennem, og vildt flot at se på, men man ved inderst inde at det kommer til at gøre ondt der oppe på stigningerne!
Det varede da heller ikke længe inden det begyndte at gå relativt stejlt op ad. Her kørte vi med solen lige i ansigtet, op ad en vej der førte os til en af Harzens flere opdæmmede vandreservoirer. Store, flotte søer midt mellem de høje skovklædte bjerge. Et virkelig fascinerende syn!

Efter en kort pause på dæmningen med væske, gels og photos trillede vi ind i skoven og den snoede vej der gik igennem den, langs med reservoiret. Det var en fantastisk følelse at køre langs med reservoiret i høj solskin med vand på den ene side og tæt skov på den anden side, på en vej der fører op til bjerget Oberharz der tårner sig stejlt op i himlen til 829 meter over havets overflade. Vi startede stigningen fra 426 meter så det betød 400 højdemeter. Egentlig i sig selv ikke noget stort tal, men når det højeste punkt i Danmark er 173 meter højt, giver det mig et helt andet syn på sagen, især fordi samtlige 400 højdemeter stiger med et snit på 7 % over 5,7 km. Med passager på langt over 10 %. 25 minutter tog det mig at tilbagelægge 5,7 km. Det giver en gennemsnitsfart på 13,68 km/t. Og det lyder nærmest som en overdrivelse når jeg ser på tallene efterfølgende. For så hurtigt husker jeg næsten ikke at jeg kørte på noget tidspunkt. Jeg husker at jeg flere gange så 10-11 km/t på vejen op.

Turen op var for vild! En smal asfalteret sti for gående og cyklister, op gennem en tæt skov i fred og ro, langt væk fra biler og anden larmende trafik. Vi mødte til gengæld et dansk par omkring midalderen der også var taget på cykelferie i det tyske.
Faktisk mødte vi på hele turen langt flest danskere end tyskere på to hjul og rugbrødsmotor.
Michael skulle lige have justeret bagskifteren, for den havde bestemt sig for at ramme egerne når der blev kørt på det største tandhjul bagest. Efter et 20 sekunders stop gik vi i gang – allerede meget tidligt på stigningen kunne vi se at den blev stejl og hård. Sådan rigtig stejl, for man kunne nærmest kun se stien nogle få hundrede meter inden den forsvandt oppe i træerne som i noget der ligner lodret.
Gearene kom på alvorligt overarbejde. Klik-klik-klik. Måske endda klik-klik-klik-klik ledsaget af udråb som “aaargh”, f*ck” og “sh*t”! Hurtigt kom vi alle op og stå på cyklen.

Noget som jeg i øvrigt lagde mærke til at vi ikke gjorde særlig tit, nogen af os. Det skulle i hvert fald være stejlt, og den pågældende rytter særligt presset.

Jeg lå, nærmest sædvanen tro, sidst længere nede ad bjerget. 50-60 meter op til Andreas der igen lå, slag på tasken, 50-60 meter bag Michael. Et par gange eller tre på vej op ad bjerget kom der et stykke asfalt af særlig skrap karaktér hvor man, foruden at kunne se at den fik et ekstra nyk i procenter, også kunne mærke at den blev stejlere. Var man ikke i forvejen oppe at stå på cyklen, så kom man i hvert fald til det! Med 90-95 % af ens formåen, og med 10-11 km/t var det lige før at en ekstra procent eller to fik os til at falde af cyklen. Men stoltheden, viljen og styrken ville det således, at vi ville holde os på cyklen hele vejen op.
På det første stykke asfalt med dårlig humor og den dertil hørende stigningsprocent på over 10% knak filmen tilsyneladende for Andreas, hvorfor jeg kom op til ham relativt hurtigt. I første omgang troede jeg at han lod sig falde tilbage for at følges med mig op. Men før jeg fik spurgt om han var ok, var han allerede bag mig – fuldstændig færdig.
For en gangs skyld havde jeg udsigt til ikke at komme sidst op ad en stigning! Triumf! Dog ikke mere triumf end at jeg først skulle komme helt op til toppen, før Andreas. Jeg følte mig egentlig glimrende tilpas, situationen taget i betragtning, så jeg besluttede mig for at prøve at hente Michael, som jeg hele tiden kunne se længere oppe.
Ned og sidde igen og kun kigge på asfalten en meter eller to foran mig, for ikke at lade mig påvirke af afstanden til Michael samt den uendelige og snoede bjergvej vi var på vej op ad.
Hele tiden på syregrænsen, åndedrættet på et vist støjende og anstrengt niveau og noget der føltes som en evighed senere, kiggede jeg op og så Michael. Lige dér, 20 meter foran mig. Uden af vide hvor langt der endnu var til toppen rejste jeg mig op. Lige ét gear mere. Lige en eller to procent mere på gassen. 100 meter senere kom et latterligt stykke asfalt mere. Sådan et av-for-helvede stykke. Det kunne jeg i hvert fald i første omgang høre på Michael. Næsten i samme øjeblik fik jeg det pludselig rigtig hårdt og fik temmelig ondt af mig selv. For her, midt i mellem kæmpe grønne træer og umådelig smukt landskab, stod jeg op på cyklen og trådte det bedste jeg havde lært, måske lige akkurat præsterende over evne, og med et forsvindende håb om at nå op til Michael, ramte jeg selv det stejle stykke asfalt. Det stejleste stykke jeg nogensinde har kørt på, vil jeg godt understrege.
Op på det laveste gear igen. Et gear som i dagens anledning og i det lille øjeblik ikke virkede lavt nok. Kadencen blev hakkende og først rigtig anstrengt. De 20 meter blev til 30, og de 30 meter til 40.
Total nedsmeltning på de sidste tråd af, ja lad os bare kalde det helvede, brændte benene. Det samme gjorde hænderne. Og i særdeleshed hovedet.
Jeg blev nødt til at hoppe af cyklen et øjeblik. Hvis ikke jeg havde gjort det, så er jeg ret sikker på at jeg havde ligget ned på siden og prøvet at kæmpe mig ud af pedalerne med krampe i benene. Det er prøvet før!
Klog af skade stod jeg af et øjeblik og lod syren trække sig ud af benene og pulsen falde en smule. Og så op igen inden Andreas kom klatrende. Jeg benyttede mig af det lille øjeblik at kigge efter Andreas som faktisk lå ca. 100 meter bag mig da jeg holdt pause. Helt overrasket hoppede jeg op på cyklen igen og op til Michael der stod og ventede med klapsalver og tilråb på de sidste meter for enden af stien, der endte ved en stor vej i udkanten af skoven. Selv stod han og fik vejret igen med et småanstrengt grin over den netop overståede stigning. Det samme gjorde jeg nok også. Andreas fik den samme modtagelse, omend han virkede en tand mere anstrengt da han stod af cyklen. Han bekendtgjorde da også tydeligt sin manglende klatreevne på det pågældende bjerg. Skidt dag at have en skidt dag i sadlen, for vi var kun 25 km inde på en 130 tur.
Vi fik lige sørget for at indtage noget væske og energi-gels og barer inden vi satte os på cyklerne igen det sidste stykke op i himlen.
Vi kæmpede os op til den reelle bjergtop som stod knap en km længere oppe ad den store vej. På et stykke af bjerget hvor der ikke var ret mange træer omkring os, med solen fra en skyfri himmel og en let brise i hovedet, kom vi til toppen. Oppe på toppen fik vi os en lille slurk vand, elektrolyt eller hvad vi nu ellers havde i vores vanddunke.

Forude lå 18 km nedkørsel. Kun afbrudt af et fladt stykke plateau og en lille knold på 27 meter. Nu var det ned og ligge over styret, og med bagdelen i vejret. 60-70 km/t. Ja da!
Nu har jeg det bedste. Det skulle da lige være en teknisk nedkørsel med skarpe sving og udfordrende nedbremsninger. De kom så også senere på dagen.
Først skulle vi lige op af en anden lille hidsig knold på 110 højdemeter, før det igen gik ned i 20 km.
Undervejs på nedkørslen var Michael ved at være brugt. Ikke mere brændstof. Ikke nok morgenmad, og ikke nok kulhydrater. Det gjorde det med hundrede procents sikkerhed ikke bedre af at han ikke fik nok og ordentligt at spise aftenen før.
Der var 20 km til vores pauseby, Osterode am Harz. “Hold ud, Michael”. Vi tilbød ham vores væske og et par energigels til at holde sig i sadlen. Og det holdt hårdt.
Den tidligere gejst op og ned ad bjergene stod i skarp kontrast til den næste hele time hvor vi kæmpede os mod Osterode am Harz i let modvind. Der var ingen der sagde noget. Vi skiftedes blot til at tage en føring ude i vinden og ikke forcere. Vi var alle tre efterhånden godt brugte, og trængte til et ordentlig skud måltid i dunken. Et hurtigt stop i den lokale Aldi på vej ind til byen, fik Andreas og Michael fyldt op med frisk og koldt vand i vanddunkene og noget tysk sukkerdrik og frugtbarer.

Inde i byen fandt vi et brasserie hvor vi kunne sidde uden for i solen. Der blev bestilt sandwiches med cola og en kop espresso. Det gjorde godt og højnede moralen et godt stykke! Der blev diskuteret lidt om dagens rute indtil videre. Andreas der ikke kunne køre op som han plejer og Michael der ikke kunne spise nok og jeg som rent faktisk lignede en der kunne køre op ad. De fleste højdemeter var overstået. Vi manglede “blot” to stigninger på hhv. 11 og 8 km med middelhøje stigningsprocenter. Alt var vand ved siden af fomiddagens skovvej op til Oberharz.

Så efter en god lang pause med hygge, satte vi os op på cyklerne igen. Ud i vinden, ud i solen og ud på stigningerne og nedkørslerne igen.
Michael kom til kræfter igen og Andreas havde fået noget i maden vi andre ikke havde fået, for han kørte sådan lige pludselig hurtigt op ad. Sådan rigtig hurtigt. Sådan lidt “Arg, der kommer en sti.. hvor er Andreas?!” Så mens han hyggede sig med sin pludselige overskud af kræfter, kæmpede Michael og jeg os op over de sidste to store stigninger på dagens rute. Den ene af dem i øvrigt udelukkende på en grussti op til toppen og ned igen på den anden side. Som regel opskriften på punkteringer og hårdt medtagede dæk. Punkteringerne slap vi for. Faktisk slap vi helt for punkteringer på hele turen, hvilket er ret fedt.
Men dækkende fik et par huller og rifter. Mit bagdæk fik i hvert fald perforeret dæksiden, men ikke værre end at det holdt resten af Harzen turen.
Og når nu Andreas havde så meget overskud og hele tiden var nogle hunderede meter foran os i bjergene, kunne han jo lige så godt få taget nogle billeder når Michael og jeg fik slæbt os op til ham og forbi. Og det gentog sig et par gange, for dels kunne han køre sig op på siden af os igen og dels var der flere steder med flot baggrund eller panorama.
På det sidste stykke kom også det “lille stykke helvede” fra dagen før. Jeg ved ikke hvad den hedder, men den var stadig lige så hård som sidst. Faktisk var vi overvejende enige om at den 1,2 km lange og stejle stigning faktisk føltes hårdere anden gang man bestiger den. Og den skal prøves igen til næste gang man kommer til området. Højst sandsynligt til næste år.

Fra toppen af den stigning var der 15 km hjem. Klokken havde efterhånden passeret 16, og vi glædede os til at komme hjem til hotellet og til endnu et måltid, efter gårsdagens fejlslagne café/restaurant besøg. Det meste af vejen gik ned ad på vej tilbage til Goslar, men med en svag stigning ind til byen langs med foden af bjerget.
På et tidspunkt sad vi og kørte omkring 25 km/t på hjul af hinanden, som vi har gjort så mange andre gange, solen på vej ned og temperaturen lige så. Vi måtte alle tre have slappet lidt rigeligt af på vej ind til byen og tilbage til bilen. Jeg sad forrest med Andreas på hjul og Michael bagerst, da jeg på et tidspunkt nærmer mig et kæmpe hul i vejen. Jeg når kun akkurat at køre uden om hullet og råbe noget der skulle have lydt “HUL!”. Jeg mener at have hørt Andreas gentage mit uldne råb. Og jeg husker ikke at have hørt Andreas ramme hullet. Men inden jeg i hvert fald sukkede lettet op, hørte vi Michaels, ja.. brøl, vil jeg nok kalde det. Og han holdt automatisk op med at træde. Munden åben og uden lyd trillede han forbi og holdt sig til et vist sted. Jeg spurgte om vi skulle stoppe, men han nægtede at stoppe, for som han sagde, så ville han nok falde af, da han ikke kunne klikke sig ud af pedalerne af bare smerte.
En form for påmindelse om, at vi ikke kan slappe helt af før vi er kommet af cyklerne eller er hjemme på hotellet. Nok var det ikke på en nedkørsel med 60 i timen, men sådanne huller har før kostet et hjul eller to livet.

Vi fik rullet tilbage til Goslar, hvor jeg prøvede at stikke af ved skiltespurten til Goslar. Det gik en smule op ad. Nok til at man syntes det virkede ekstra hårdt at træde til.
Umiddelbart stak jeg 100-200 meter for tidligt for jeg slap op for kræfter de 100-200 meter før skiltet. Omvendt havde jeg ikke det store valg, for hvis jeg ikke åbnede først ville jeg nok ikke have haft nogen andre chancer. Så Michael tog igen etapesejren og den efterfølgende “fiktive” trøje.
Michael havde nemlig på vejen til Harzen fået Andreas og jeg med på en idé. En idé der gik ud på at man om aftenen sammen fandt ud af hvem der skulle have hvilken trøje, ud fra skiltespurter, bakkespurter, nedkørsler osv. Der var 6 trøjer. En gul for dagens etapesejr, en hvid for ungdomstrøjen, en grøn for skiltespurter, en prikket for bakkespurter, en blå for bedste nedkørsel og en lilla for dagens “buddy”,  eller gode gerning. På vejen hjem fra Clausthal-Zellerfeld i går kom en ny trøje til konkurrencen. Den var sort, og blev tildelt dagens sviner eller dagens vilde “move”.
Dagens sviner blev tildelt undertegnede for en situation på dagens første stigning op til reservoiret. Vi lå og sled lidt på en stigning i starten af dagens rute efter blot 15-20 km. De andre kørte foran mig, som i trække mig med op, men jeg følte mig nu ret godt tilpas og hyggede mig lidt i baggrunden mens “toget” foran trak. Denne her stigning var også den eneste på hele turen som jeg kunne genkende fra en anden tur til Harzen for mange, mange år siden. Det var ikke på cykel den gang, blot en kort sightseeing under en forbi kørsel.
Men jeg kendte den, og den var ikke lang, så da der var en kilometer eller under tilbage, stak jeg. Michael som troede at jeg sad der omme bag ved og led var temmelig overrasket over mit move. Faktisk var det eneste jeg hørte bag fra, “Hva’ f.. dit lille svin!”. Samtidig var det også min første og bedste chance for at hente point hjem til bjergtrøjen. Måske for dagen, måske for hele turen til Harzen. Men jeg fik mine bjergpoint! Senere samme tur kom vi jo som bekendt alle på hårdt arbejde. Men det var mit move, og den blev straffet som dagens sviner. I hvert fald blev jeg kaldt deres “tidligere” ven. Haha. Og så blev der holdt øje med mig resten af dagen, med et par stikpiller i ny og næ.
Senere samme aften fødtes endnu en ny trøje til samlingen. Den var brun og blev tildelt den person der den dag kunne frembringe det højeste toiletbesøg-lydspor eller til den som slog de mest ildelugtende prutter. Den fødtes i øvrigt midt i et grineflip mens Ungdomstrøjen sad på tønden efter første dag. Tønden var nemlig lige på den anden side af væggen hvor fjernsynet stod, og hvor Michael og jeg naturligvis sad og så Giro d’Italia sammendrag. I et nærmest uforglemmeligt øjeblik kommer de vildeste lyde ude fra toilettet som i virkeligheden kun var 1-2 meter væk. De første grin udløste et helt flip af kæmpegrin – og man kunne sagtens høre vedkommende sidde og fnise med. Da den “brune trøje” kom ud igen kunne han afsløre at han selv havde siddet der og var ved at dø af grin. På bekostning af sit eget toiletbesøg. Og da han kom ud skulle de grinende hyæner også straffes med den tilhørende dunst af.. racermave. Hvilket gav anledning til et par morsomme eller spydige bemærkninger mere den aften.

Aftenen afsluttedes som den gjorde aftenen før. Giro sammendrag og live afslutning af Tour of California. I aften med et glas rødvin, chips og chokoladekiks. Glimrende aften og glimrende afslutning på en fantastisk dag i sadlen med et par gode venner. Mættet af oplevelser, kiks og chips gik jeg til køjs. Andreas havde lagt sig for længst. Mindre levende end i live lå han der og fniste med når Michael og jeg fyrede et eller andet tosset af. Michael lå der også allerede for hans seng var sovesofaen ved husalteret.

Sluk lyset. Godnat og tak for i dag, vi står op i morgen ved 8-tiden til morgenmad.

Der er gået lang tid siden sidste indlæg, og jeg har da heller ingen undskyldninger for det, må jeg indrømme.

Men på opfordring og et par stikpiller fra makkeren har fået mig i gang igen.

Vi har lige været 3 glade gutter på en 4 dages tur til det nordtyske Harzen.
Egentlig startede det som en løs snak med den ene af dem om en tur til Rebild og træne i det kuperede område sidste år og i vinters. Siden gik snakken, og pludselig var der booket et ophold for 3 i landsbyen Bad Grund i den nordvestlige udkant af Harzen med bjergbyerne Goslar, Clausthal-Zellerfeld, Osterode Am Harz og Altenau inden for 15-30 minutters kørsel i bil. En frisk makker fra sidste års Team Giv Håb var frisk og hurtig til at hoppe på tilbudet om en ekstra plads i bilen.

Planlægningen gik i gang, og forventningens urolige glæde var snart ikke til at styre, og det var da også en bil med 3 jubelidioter der drog syd på i Kr. Himmelfarts ferien midt i maj.

Planen gik ud på at køre tidligt torsdag 14. maj og være fremme ved pensionen tidlig/midt eftermiddag for at trille en kort tur inden aftensmaden.
Fredag var der lagt en 130 km rute, lørdag en 120 km rute og en søndag lå åben til hvad vi nu ellers havde tid og lyst til.

Tidligt afsted kom jeg da fra Korinth for at samle Michael som den første op. Og “i god tid” blev hurtigt ødelagt af en cykelholder der af uransalige årsager var bygget op til en ulogisk montering – hvilket nok kunne have været afhjulpet med en test inden afgangsdatoen, men det er skrevet bag øret og blevet til endnu et punkt på checklisten til næste tur.

Michael er en tidligere holdkammerat fra Team Giv Håb. Et velgørenheds cykelhold som vi alle tre kørte Danmark Rundt, og havde en sjov og lærerig uge på cyklen med. Michael kører på en Giant Propel carbonracer med aerodynamiske fordele, han kan trække forrest i feltet og køre hurtigt når det går op. Michael har det til tider lidt svært med at passe på kroppen og lytte til den. Selv ikke de andres råd virker til at fise ind på lystavlen. Og hvis ikke det passer, så ved han noget vi andre ikke gør.
Michael har det også lidt svært med nedkørsler. Faktisk så svært at han bliver kørt bagud når det begynder at gå stærkt. Så en teknisk nedkørsel har af åbenlyse årsager ikke den store tiltrækningskraft på Michael. Hans undskyldning er noget med en cykel der ikke rigtig kan bremse. Jaeh.. Aerodynamiske fordele giver åbenbart visse ulemper.

Så en time forsinket samlede vi Andreas op og så var vi af sted.

Andreas kender vi fra samme førnævnte hold, og Andreas er en ung mand på 20 år med hang til dyre cykler, dyre dele og sære farver. Stedsans er ikke hans stærke side, hvorfor man nemt kan få ham til blive hvor han er ved at slukke for hans GPS eller tage den fra ham. Andreas kan, lige som Michael, køre forrest og trække og køre hurtigt op ad. Dog ikke lige så ubesværet som Michael. Men Andreas kan til gengæld finde ud af at køre ned ad. Også teknisk hvis det skulle være.

Nuvel, lad os komme til sagen.
Vi ankom til Bad Grund torsdag eftermiddag ved 15.00 tiden, efter ca. 6½ times kørsel med pauser. Vejret bød på 13-14 grader og solskind med få skyer. Vi fik installeret os på vores værelse, fik lidt at spise, så os en smule omkring og kravlede i cykeltøjet til første tur.
Kl. blev først 17 inden vi nåede ud på vores rute som startede i nabobyen Clausthal-Zellerfeld, 15-20 minutters kørsel fra Bad Grund.
Jeg havde planlagt en tur på 87 km rundt i nærheden af Clausthal-Zellerfeld, så det var med at komme af sted, hvis vi skulle nå hjem og spise inden det blev for sent.
Der blev lagt forholdsvis hårdt ud, men hvem kunne bebrejde os, for nu var vi her endelig og vi havde glædet os længe – især da vi så hvad vi kom ned til. Så den første halve time, hvor det faktisk kun gik ned ad var der fart på. Sådan ca. 40-50 km/t. Komplet ustyrlige af bar fryd! Vi kom hurtigt frem til et par af dagens første stigninger som vi synes var ret fede og ret stejle. Et af dem var et lille stykke helvede på 1,2 km, med en gennemsnitlig stigning på 9-10 % og med passager på over 15 %. Lige så hårdt det var at køre op ad, lige så hurtigt gik det ned ad. God start! Efter lidt over en time nåede vi til Goslar som ligger i udkanten af det nordlige Harzen bjergområde og det var ikke engang halvvejs, så jeg besluttede i samråd med gutterne at køre direkte tilbage mod Clausthal-Zellerfeld. Ellers ville vi ikke nå rundt inden det blev sent og måske mørkt.

Det viste sig at blive lidt af en fantastisk beslutning, for vi kom til at køre lige op i himlen i 10 km. Fra 280 meter over havets overflade til 637 meter over havets overflade, hvilket giver en gennemsnitlig stigning på omkring 3,5 % med nogle stejle passager undervejs. Efter første hårnålesving blev jeg smidt af de to andre, og så var det bare med at finde sin egen rytme. Det var hårdt, men det føltes helt fantastisk. I øvrigt helt uvidende om at det skulle blive til en halv times klatring. Kort tid efter kunne jeg se at Andreas var blevet efterladt af Michael som jeg ikke længere kunne se.
Egentlig skulle jeg bare lade være med at kigge efter dem, for afstanden blev alligevel større og større – noget der er forstyrrende for mig rent mentalt. Turen var utroligt flot, med udsigt ud over bjergsiden som vejen slangede sig op ad, mens man kunne kigge ned i den dybe dal og til det andet skovklædte bjerg på den anden side. Det var på grænsen til terapeutisk for sjælen, når man i nogle få øjeblikke kom til at glemme at man sad på en cykel med 15 km/t, med pulsen i det øvre arbejdsområde og sveden løbende ned ad ansigtet. Oppe på toppen ventede to heppende makkere og en næsten uforglemmelig udsigt ud over en sø og toppen af bjerget vi lige havde besteget. Vi kunne næsten ikke forestille os en bedre belønning!
Der fra gik det stort set nedad hele vejen til start/mål de sidste 9 km, kun afbrudt af to korte stigninger der får de fleste danske bakker til at ligne vejbump.
Dagens rute blev vundet af Michael der gravede dybt til sidst og satte Andreas og mig fuldstændig til vægs, på en en stejl gade der mest af alt lignede en asfalteret pukkelpist. Den var kun 400 meter lang, men den fik os 25 meter højere op.
Lettere trætte og, for mit vedkommende, komplet lykkelige stak vi hinanden en high five og hoppede i bilen. Tilbage i Bad Grund fandt vi til stor ærgrelse ud af, at samtlige caféer og restauranter lige havde lukket. Jeg klarede mig fint med en medbragt baguette og pizzaslice og Andreas klagede heller ikke. Han skovlede blot et par hjemmebagte boller og en proteindrik indenbords.
Michael der imod var ved at dø af sult. Man skal da have varm mad til aftensmad! Jeg fik dog overtalt ham til at æde min sidste baguette og et par håndfulde flæskesvær. Bevares, ikke optimalt, men bedre end ingenting.

Aftenen sluttede med et sammendrag af dagens Giro d’Italia etape på tysk tv samt afslutningen på dagens Tour of California. Ikke dårligt på en cykelferie i Harzen!