Preseason 2016

Vi er trådt ind i et nyt år og et nyt forår med store forventninger til endnu en stor cykelsæson.
Cyklen blev parkeret d. 30. september sidste år, og blev ikke rørt indtil midt i februar, hvor jeg trillede den første tur på 16 km efter 4½ måneds pause.
Vejret var ikke blevet særligt varmt, men benene og kroppen begyndte at trænge på til at lave noget. Så en flot februar morgen klædte jeg mig godt på, i noget der ligner 3 lag tøj; Thermo inderlag, mellemlag og langt cykeltøj uden på, samt en buff om halsen og en om hovedet og ørerne. Det var trods alt stadig kolde morgener, og denne morgen kl. 9 bød på 2 frostgrader med en skyfri himmel og svag til jævn vind.

Ud på ruten og prøve cyklen af, som op til denne første tur havde fået efterset alle kabler og skruer, renset og smurt kæde, og desuden et helt nyt hjulsæt til en ny sæson med mange planlagte højdemeter.
Om det var de nye ca. ½ kg. lettere hjul, eller om jeg har formået at holde kroppen godt i gang vinteren over, er jeg stadig i tvivl om, men de første 16 km af året 2016 føltes langt nemmere at komme i gang med end de første ture i 2015, 2014 og alle andre år før det.
Det føltes i hvert tilfælde helt aldeles fantastisk at komme ud på vejene igen og køre nogle km på cyklen, vel vidende om at der er mange flere ture i vente gennem det kommende år.
Farten og benene var selvfølgelig ikke meget værd, men hvad er der at sige til det efter en lang vinterpause. I første omgang handler det om at få nogle km i benene og bytte lidt fedt ud med muskler, ud over at arbejde lidt med puls og pulszoner.

Pr. d.d. har jeg rundet 216 trænings km i området omkring Faaborg og Svanninge bakker fordelt over ruter på mellem 16 og 50 km. Jeg har lavet og kørt nogle nye ruter V, NV og NØ for Faaborg omkring Ny Stenderup, Haastrup, Millinge, Falsled samt Diernæs, hvilket på en 35 km rute giver knap 400 højdemeter på mindre veje gennem skove og over flotte bakker med fantastisk udsigt over Det Sydfynske Øhav. Det blev ansporet af den første 16 km rute, som ud over 4,5 km på en mindre vej, køres på 2 hovedveje hvv. mellem Faaborg og Odense, samt mellem Faaborg og Nyborg, hvorfor der ud over almindelig trafik kommer mange større køretøjer med sparsom plads til en klejn cyklist i vejkanten. Det var en forholdsvis genial beslutning, for 35 og 50 km ruterne er helt igennem en fornøjelse at køre, uden at frygte flyvende biler om ørerne.

Indtil videre køres mellem 50 og 100 km om ugen, hvor der i hvert fald om søndag køres 50 km, og som indtil starten af maj skal øges til 100 km om søndagen, som i forrige sommer.
I starten af maj tager vi en håndfuld glade gutter til Harzen i Kr. Himmelfartsferien og køre i de nordtyske bjerge på op 1.100 meter. Sidste års succes skal i hvert fald gentages og vi glæder os. Og netop derfor, for mit vedkommende, blev cyklen fundet frem for at pudse formen af så jeg i starten af maj kan have kørt en anstændig form op og trimmet kroppen.
Jeg har en ambition om at veje så tæt på 60 kg som muligt når vi afgår mod Harzen. Indtil videre har jeg 6 kg til målet. Om jeg når de 60 kg eller ej, skal ikke være afgørende, men i hvert fald max. 63 kg, som jeg vejede under sidste års tur til Harzen. Og med den vægt kunne jeg kun lige klatre lige omtrent fornuftigt nok til ikke at se direkte fjollet ud.

Med disse ord er bloggen i gang for i år, og med forhåbentlig mange flere indlæg end sidste år. Fokus er bestemt til stede og er samtidig den bedste forudsætning for en ny målbevidst sæson.

2014_0424_125651_001

Dieselmotoren lever endnu!

4 uger siden parkerede jeg cyklen efter en triller med et par dejlige venner i København, og siden rørte jeg den ikke igen ind til i dag.
Jeg havde ikke troet at der ville gå så lang tid. Men det gjorde der, og det var nu nok meget godt.

For netop 3 ugers tid siden, skulle jeg have været ude med mine to cykelbuddies fra forårets Harzen tur en tidlig morgen. Jeg følte mig ikke videre oplagt eller klar aftenen før, men det var træning og det gør som regel godt.
Jeg sov fra vækkeuret kl. 06.00, og sov videre til lidt over 10, og stod op til en træt og umiddelbart slidt krop.
Siden har kroppen haft svært ved at restituere sig tilstrækkeligt, og end ikke en lang nats søvn eller to virkede til at gøre den store forskel. Så jeg besluttede at lade cyklen stå på ubestemt tid.
Måske i grunden ikke helt overraskende, oven på en periode på 3 uger med overarbejde som blev afsluttet med en 4 dages festival. 18 timer efter hjemkomst fra festival tog jeg tilbage på arbejde, og brugte hele ugen på at komme oven på. Fredag følte jeg mig nogenlunde tilpas, og så afgjort langt bedre en ugens3 første dage. Efter en weekend udflugt til København med en glad aften som endte lidt sent, gik det igen kun ned ad bakke. Og så er vi igen ved den før omtalte morgen der skulle have været en dejlig morgentræner med drengene. Kroppen lukkede ned. Helt ned.

Jeg følte mig utvivlsomt stresset, kroppen var tung og sindet overvejende mørkt og fortvivlet. Uden egentlig at have en umiddelbar grund til det. I hvert tilfælde ikke noget jeg kunne pege på. En dag eller to efter gav maven efter med infektion og umuliggjorde en fornuftig tilførsel af næring og energi til den i forvejen pressede krop. Det kostede 2½ døgn i sengen med en vis stafet ud til porcelæns tubaen.  Jeg fik kæmpet mig stille og rolig gennem den følgende arbejdsuge med letfordærveligt mad morgen, middag og aften. Og meget belejligt var der ikke særligt travlt på arbejde, som gjorde at kroppen ikke unødigt blev presset i særlig grad. Og der fra er det egentlig gået kun stille og roligt frem ad indtil i dag, som blev dagen hvor jeg satte mig på min cykel igen. Og nød det.

I mellemtiden kom dog endnu en lille irriterende infektion i det ene øre der delvis satte balance og hørelse ude af kraft. Men heldigvis ikke mere end at det kunne klares med lidt øredråber i en uges tid.
Midt i alle dårligdommene kom dog også en lille solstrålehistorie, da jeg for lidt over en uge siden tog på sejltur med to dejlige mennesker i forbindelse med min fødselsdag og, i den anledning, en forlænget weekend. Det var en planlagt sejltur til en lille perle af en ø midt i Kattegat, men uden faste planer, udover sejladsen og overnatningen. Den gik over al forventning med en røvfuld fantasiske oplevelser som i øvrigt kan læses på bådens elektroniske logbog på www.ernamarielog.tumblr.com. Det gjorde godt at komme ud på vandet, og ikke mindst i godt selskab og komme et andet steds og se og møde et gæstfrit lokalsamfund. Om turen gjorde en forskel i forhold til min personlige restitution mentalt som fysisk, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan godt lide tanken om det.

Lad mig komme til den egentlige sag, og grunden til at jeg i ny og næ skriver i denne blog: Dagens træning.
Det var planlagt at komme ud i løbet af weekenden, eller senest i dag. Vejret var lækkert i weekenden, men kroppen var ikke umiddelbart helt oppe at ringe for at sidde på cyklen endnu, hvorfor den blev brugt på familie og venner.
Jeg stod op og var mentalt klar til en cykeltur på 30 km til og fra arbejde. Mad og drikke indenbords, kigge cykel efter og finde al udstyret frem. Det er i grunden meget man tager på; cykelsokker- og sko, briller, hjelm, bibs, trøje og pulsbælte. I den ene lomme lidt energi til ud- og hjemturen. I rygsækken ligger madpakken, skiftetøj og ekstratøj i tilfælde af regnvejr på hjemvejen, som der var en lille mulighed for, samt lås og brilleetui.
Af sted kl. 10.18 med en meget svag side-medvind fra sydøst. 18 grader og pletvis skyet. Det var faktisk ret lækkert at komme ud. Havde jeg dog vidst hvor mange insekter der var i luften havde jeg måske i et svagt øjeblik overvejet at tage bilen, men så ville jeg jo have været to dage bagud i træningsplanen frem mod Vattelfall Classic i Hamborg, som jeg i mellemtiden også er blevet overtalt til at deltage i, på et afbud fra en rytter fra arbejdspladsen. Der skulle 2-3 dage til at sætte mig op til at komme op på hesten igen og gøre mig mentalt klar til at træne igen. Og det er en uge siden jeg blev spurgt. Nu glæder jeg mig faktisk rigtig meget. Det er i øvrigt en anden historie som må fortælles når Hamborg turen skal skrives ned om 2 ugers tid.
Kroppen havde det nu egentlig ok da jeg lagde ud. Jeg var godt klar over at der skulle nogle km til at blive varm og rigtig kørende. Jeg kunne dog hurtigt konstatere, at VO2 tallet klart er faldet, idet at ilttilførslen ikke var særlig effektiv. Det kunne mærkes på lungerne at de ikke har været synderligt meget på arbejde andet end de cigaretter der i mellemtiden er blevet røget, navnlig på sejlturen. Syregrænsen lå dog højt endnu, og jeg fik den da heller ikke at mærke på hele turen til arbejde. Jeg lå i starten på de første 10 km omkring og lidt over reference tiden på 10 minutter pr. 5 km i starten inden der kom ordentligt gang i benene. Overraskende gang i benene, og meget bedre end jeg havde regnet med efter de lange, til dels ufrivillige pause. Bedste omgangstid på 5 km hed 9.16 og dermed 44 sekunder hurtigere end ref.tid. Fedt! Pulsen lå højt og kom relativt hurtigt højt op ved mellemhøj belastning, men det var næsten som man kunne forvente. Der kunne presses lidt, men ikke sådan rigtig som jeg ellers godt kan lide at gøre det, men det kommer forhåbentlig i løbet af de næste 10 dages tid, hvor der er planlagt mere træning.
Sluttiden i Odense SV hed 57 minutter og overraskende samme tid som de andre ture jeg har kørt til arbejde i sommerens løb.

Dagen blev brugt på at få godt med mad, da jeg i to tilfælde tidligere har været komplet færdig på hjemturen grundet manglende mad og drikke. Det er i hvert fald teorien, og det er der planlagt efter. Hr. glemsom her glemte dog pung og stod flot i cykeltøj i Netto for at købe sodavand til dagens frokost og pauser, men af åbenlyse årsager blev det ikke til noget.

Det gik dog fint alligevel, og hjemturen gik forbavsende godt også. Meget svag modvind, på grænsen til ingenting og overskyet i 17 graders varme. Ved nærmere eftertanke et perfekt vejrlig til en cykeltur for mit vedkommende. Samme opvarmningstid som i formiddags og ellers lidt op i fart. Som forventet lidt lavere puls end i formiddags, men langt fra så lav som en af de tidligere hjemture hvor kroppen var helt flad og blottet for energi. Der sad jeg faktisk og tænkte på om det allerede var første alarmklokke fra kroppen, om ikke at presse den meget længere ud end det, for det har da i større eller mindre grad været i opløbet til tidspunktet hvor kroppen lukkede ned. Nå, det må blive ved spekulationerne eller i det mindste noget at bruge tid på, på et andet tidspunkt.
I dag manglede kroppen hverken energi eller gå-på-mod, og det var rart. Faktisk helt opmuntrende! Farten i benene var mærkbart ikke den samme som i formiddags, men så heller ikke mere end at det kun lige kunne bemærkes. Der var overskud til at lægge sig ned over styret på det første lange, flade stykke og køre omkring 36-37 km/t, og med pulsen i tåleligt 170 slag i minuttet området over længere tid. I grove træk 10-15 lavere end udturen og 20-25 mere end sidst jeg kørte hjem fra arbejde på cykel. Jeg lå overraske under reference tiden hele vejen hjem, på nær to tilfælde, hvor den ene lå over og den anden lige på. Bakkerne kunne forceres uden at virke overbevisende som tidligere på sommeren og sæsonen, men jeg kunne køre oprejst og med en smule overskud. Jeg var absolut positivt overrasket. Syregrænsen lå dog ikke længere væk end at jeg kunne prikke til den, men så afgjort bedre end jeg havde turde håbe på, på denne tur i dag.
Jeg kom hjem i tiden 58 minutter og 8 sekunder, hvilket må være ny rekord for hjemturen, og et meget opløftende resultat efter 4 ugers op- og nedture.
Det skal holdes vedlige, men absolut med måde, da jeg har lovet mig selv ikke at køre kroppen i stykker igen i år. For det var alligevel 3. eller 4. gang i år at kroppen sagde stop. Selvfølgelig i forskellig grad, men alligevel nok til at man må tage en dag hjemme i sengen og sove ud og hvile hovedet. Denne sidste gang var dog langt over, hvad der måtte være inden for tolerancens grænser, og det skal ikke gentage sig. Klog af skade, som man siger.

Nu har jeg ædt en kæmpe portion mad i form af ris og kød i chili, toppet op med, først hyldeblomstsaft og derefter cola og chokomarie kiks. Så kan jeg nok lidt igen i morgen. Det skal pisse ned, så det bliver i bil i morgen, men onsdag håber jeg på at komme på cyklen igen, for derefter at vente med at cykle igen indtil søndag, da der skal hygges med knægten hjemme, som har været på ferie de sidste 2 uger med sin mor. Jeg glæder mig.

Og jeg glæder mig til at sætte mig op på min cykel igen.

90 km terapeutisk træning

Jeg havde tænkt mig i løbet af ugen at cykle til og fra arbejde, for at holde kilometerne i gang, men jeg har måtte sande at overarbejde og cykling til og fra arbejde ikke lader sig gøre på samme dag, hvorfor jeg indtil i dag ikke har fået kørt en eneste km på cyklen. Meget frustrerende og jeg var da også nærmest desperat efter at komme ud på landevejen.
Bevares, jeg kunne måske godt have cyklet til og fra arbejde den ene af dagene hvor jeg også arbejde 12 timer, men så havde jeg nok ikke haft lige så meget glæde af min træningstur i dag. Jeg var da lidt slidt i fredags da weekenden stod for døren, det skal jeg da indrømme. Men en weekend med knægten og afslapning efter alle kunstens regler gjorde, at jeg i dag har følt mig rigtig godt tilpas. Og på en dag hvor jeg havde planlagt et ca. 3 timers træningspas passede det rigtig godt ind i træningsskemaet. På afbud fra 3 cykelbuddies er jeg overladt til mig selv i dag, men det skal da ikke gøre en cykeltur ringere, blot solo. I ensom majestæt. 😀

Planen lød på at køre min søn hen til sin mor ved middagstid og se at komme hjem igen for at komme ud på cyklen omkring kl. 14. Vi kom dog lidt på afveje da vi slog et smut forbi genbrugspladsen med noget haveaffald og en hovsa-løsning forbi McDonald’s da Laura ikke havde fået spist og vi alle tre forfaldt til lidt nem mad i form af milkshakes og en enkelt burger.
Jeg kom da hjem kl. 14.20 og tænkte at en ny tid kl. 15 gav mening, indtil jeg naturligvis faldt over det Østrigske Grand Prix i Formel 1. Tsk tsk, så imens jeg fik fortæret en banan, lidt vingummi og et glas cola, nåede Formel 1 at blive færdigt kl. 15.30.

Men af sted, det kom jeg kl. lidt over 16. Vejret bød på overvejende overskyet med pletvis solskin, men solen skulle kigge frem senere på eftermiddagen eller tidlig aften. I tørre tal, 15-17 graders varme og en let vind fra S-SØ. Det betød kort tøj, perfekt vejrforhold for en gammel inuit som mig.

Der blev tanket en banan og en enkelt rest af en jordbærbar fra vores Harzen tur i foråret til turen, samt de to obligatoriske drikkedunke. Vand og elektrolyt drik. Jeg burde tage mere med, men det var nu engang det jeg havde i huset som kunne fortæres siddende på en cykel. Og hjemme var der gjort klar til en god portion efter-træning pasta, så det burde være en holdbar løsning. Til nøds kunne jeg jo stoppe ved en lokal brugs og købe et par bananer el. lign. Det måtte gå an med en lille bid for hver time.
Ruten hed fra Korinth til Nyborg via Kværndrup og Ørbæk og hjem over Frørup, Gl. Svendborgvej til Svendborg og via Faaborg og Svanninge Bakker til Korinth. På papiret 108 km.

Grundet den fremskredne tidsplan kortede jeg undervejs turen af ved Ørbæk, og kørte der fra til Svendborg og resten af ruten der fra.
Hold k*** det var skønt at komme ud. Af sted med god fart mod Kværndrup i let med/sidevind og ned og ligge på styret på de lange lige stykker. Videre til Ørbæk på en vej som jeg før har kørt i den modsatte retning fra Ørbæk til Gislev utallige gange, og en enkelt gang fra Ørbæk til Faaborg. Jeg fandt ud af, at man nok kan kende en rute for hver meter i den ene retning, men stigninger og nedkørsler opleves ganske anderledes når de køres i den anden retning. Faktisk en rar afveksling at bytte lidt rundt på bakkernes retning. Jeg står godt op på cyklen og føler mig faktisk bedre tilpas stående end siddende på cyklen når det går op ad. Helt godnat set i forhold til forårets kørestil hvor jeg helst ikke stod op, og kun når det gik “grelt” op ad. Her fandt mig selv i at have bedre styr på syren når jeg stod op på cyklen, hvilket var stik modsat da vi kørte rundt nede i Harzen, men hvor jeg dog øvede mig på at stå op, med en vis succes som dagene gik. Om det er det der bærer frugt nu, det skal jeg ikke kunne sige, men det virker næsten for lige til.

Efter 28 km var jeg i Ørbæk og drejede til højre mod Svendborg ad den gamle landevej, som jeg også kender frem til Svinninge. I øvrigt også i modsat retning. Her kom jeg lidt mere i modvind, om end stadig med vinden lidt fra siden. Så inden den første bakke måtte jeg lige æde min jordbær bar for at holde energiniveauet ved lige. Umiddelbart ikke nødvendigt, men mon ikke jeg ville blive glad for det en time senere.
Jeg havde hjemme fra en plan om at være 5-10 minutter foran min 30 km/t i snit reference tid efter 45 km. Så ville jeg have nogle minutter at arbejde med på vejen hjem i modvinden. Undervejs får jeg splittider for hver 5 km. Og hver 5 km bør køres på omkring 9.20 i gennemsnit for at have 6 minutters forspring, så hovedet analyserede løs undervejs. En vane når man har så mange data til rådighed på en Garmin cykel GPS. De 45 km runder jeg kort tid efter Gudbjerg, og tiden sagde 5 minutter foran +/- få sekunder. Jeg havde håbet på lidt tættere på 10 end de 5 minutter, men dog inden for målet, så hvad sad jeg og brokkede mig over?!

Det ansporede mig til at lægge mig lidt oftere ned på styret for at arbejde med og ikke mod vinden, men det var lidt uholdbart på det her stykke mod Svendborg som på intet tidspunkt var fladt eller lige, så det blev hurtigt droppet. Til gengæld forsvandt noget nær hele skydækket på himlen og gav høj aftensol resten af vejen hjem. Helt fantastisk!
Ned gennem Svendborg og forbi havnen i fortrinsvis ned ad bakke, og stigningen fra havnen og til centrum kender jeg godt, så det var til at overskue. Det gik i øvrigt glimrende. Måske var det solen, eller også var jeg bare glad i låget af bar fryd over at være kommet af sted på min cykel denne herlige søndag. Men jeg blev stående hele vejen op, og syren blev holdt på afstand som om jeg ikke lavede et større stykke arbejde. Lidt sært, synes mit hoved.
Nå, forbi McDonald’s på højre hånd og så er det lige ud resten af vejen til Sollerupvej 3,8 km hjemme fra. Det lyder som noget der ligner lige ud i 32 km. Fedt!

Vejen fra Svendborg til Faaborg er i øvrigt rigtig flot gennem Ollerup, Vester Skerninge, Ulbølle og Vester Åby. Der ligger nogle flotte søer og skove i kuperet landskab med vejen let slangende i landskabet. Det kunne ikke være bedre i det her vejr, og jeg havde også flere gange lyst til at hoppe af cyklen og nyde udsigten og tage lidt billeder. Men hva’, det er jo ikke det jeg er taget ud på cyklen for, så af sted med dig makker. Farten blev holdt pænt oppe og jeg kunne holde splittiderne i samme område som på de første 30-40 km af turen, og det var jo glimrende. Vinden var let at arbejde med, så det havde da bestemt en afgørende betydning.

Jeg kunne dog stille og roligt begynde at mærke et par trætte lår efter 63 km. Og jeg skulle op og stå op ad de små knolde for at holde syren på afstand. Så kom jeg i tanker om min banan som bør spises efter et par timer, så den blev fisket op og slugt. Det smagte af mere, men jeg gad nu ikke holde ind på en lokal brugs for at købe én banan, så jeg holdt den kørende.

Her 20 km før Faaborg og Svanninge begyndte jeg at disponere kræfterne lidt mere, for at have noget at skyde med op ad Svanninge. Den virkede ikke videre indbydende her hvor jeg sad og nød den let kuperede vej mod Faaborg, med skiftevis små op- og nedkørsler, for det var nu meget hyggeligt. Men det slog mig da, at jeg stadig er bedre tilpas siddende eller liggende over styret med fart på og kløve vinden end at stå op på en 8-10% stigning, så helt galt er det ikke gået. For jeg har da haft mine bange anelser for at jeg havde glemt mit gamle jeg nede i Harzen. Eller også var det bare en god undskyldning for at en tur mere der ned i år.

Nuvel, jeg nærmer mig Faaborg, og det første tegn på det er, at temperaturen falder en smule denne dag i dag med pålandsvind ude fra det Sydfynske Øhav, og vandet var da også ganske tæt på og gav en flot udsigt til Avernakø og Bjørnø. Dog ikke mere faldende end at det stadig var behageligt at køre i kort tøj.
Hurtigt langs strandvejen øst for Faaborg og ned gennem Sundvejen til foden af Svanninge. Det er første gang at jeg tager den rigtige vej op ad Svanninge siden jeg flyttede her ned til Sydfyn. Indtil videre er jeg drejet direkte mod Korinth øst om Svanninge, men stigningen er dog stadig over 2 km lang, men med langt større variation i stigningsprocenterne end Svanninge som i forhold til Nyborgvej, som den hedder, stiger lige op i himlen. Til gengæld en flottere bakke, det skal den da have. Jeg rejste mig tidligt op og kunne se procenterne stige længere oppe ad bakken. Det vidste jeg egentlig godt, men det så nu hårdt ud. Og jeg måtte da også lige geare ned en enkelt gang eller to og sætte mig ned med lidt højere kadence. Men ikke så meget at jeg ikke kunne rejse mig igen og tage lidt fat igen. Fra toppen af den første bakke er der de næste 2 kilometers penge frem til Sollerupvej et par flotte og lækre nedkørsler og stigninger genne skoven, og det faktisk ret flot at køre gennem, så det skal da klart praktiseres noget oftere at køre denne her vej hjem til Korinth.

90 grader til højre ved Sollerupvej og en fed, lille og stejl nedkørsel mod Sollerup og markerne virker meget belønnende efter 85 km i sadlen. Mentalt er jeg også næsten hjemme med 3,8 km tilbage på en vej jeg kører på til dagligt når jeg i bil kører til og fra arbejde, så den lille stump kender jeg til bevidstløshed. Til gengæld var jeg ikke lige klar over at en lille pukkel 1 ½ kilometer hjemme fra var så stejl at den noget nær havde sat mig af. Den bakke har jeg dog kun kørt den anden vej, så den havde jeg nok ikke lige set komme.

Den sidste kilometer føltes bare kanon. Lige som når jeg kører hjem fra arbejde i bil. Sætter farten lidt ned og nyder en triller de sidste meter før man er hjemme.
Det var en god tur, og jeg håber snart at komme ud på den igen. Helst før der går en uge, for det var da lige groft nok at være væk fra landevejene i 9-10 dage.
Men nu kan jeg lidt igen, tanket mentalt op med god energi efter sol, vind og fluer i håret. Nu er jeg klar til en ny uge mere.

WP_20150621_006

Harzen Tur 2015

Dag 2:
Vi stod op kl. lidt i 8 og spiste morgenmad i pensionens morgenmadsrestaurant – som egentlig bød på en rigtig fin morgenbuffet til en flad 50’er, som vi benyttede os af under hele opholdet.

Tilbage til værelset og klæde om, tjekke udstyr og cykel, proppe lommerne fulde af energigels andre mere eller mindre næringsrige tilskud til sportsudøvere og gennemgå dagens rute. Og netop dagens rute så rigtig spændende ud, og en rute jeg personligt glædede mig meget til at komme ud og køre. På papiret 130 km rundt i Harzens meste kendte bjerge, uden at være for lang, for svær eller for let. En dag hvor der skulle forceres mere end 2000 højdemeter og hvor det højeste punkt lå 823 meter over havets overflade. What’s not to like?!

Af sted mod startbyen Goslar det gik. Vejret var noget nær perfekt, omend på grænsen til det kølige, men nu var det jo formiddag, så det skulle nok nå at blive varmt. Der var ikke en sky på himlen, næsten ingen vind og udsigten lovede op til 18 grader, og lokalt i bjergdalene måske over 20 grader
Vi fandt et sted at parkere bilen gratis ikke langt fra start og mål.
Og proceduren var fast og tydeligvis indøvet individuelt og kollektivt; af med cyklerne fra stativet, og man hjælper naturligvis sine kammerater, dæk og dæktryk kontrolleres og bremser ligeså. På med dagens foretrukne tøj og tøjlag. Nogen i form af korte ærmer og korte ben, og andre i lange ditto.

Ruten startede med at føre os ud til udkanten af byen, og til foden af det bjerg Goslar lå op ad, hvor vi blev ført op ad bjerget ad en vej/skovsti med næsten lodrette fald til den ene side mod dalen. På alle måder et virkelig flot og fascinerende syn, men også en påmindelse om, at her skal der ikke køres hurtigt. Det blev heller ikke aktuelt i denne omgang, da underlaget bar præg af skov- og landbrugsmaskiner på en ellers udmærket asfalt sti. Den gik jævnt op, uden at føles stejl og ved toppen af stigningen var der en imponerende udsigt over et fladere stykke land nord for Harzen.
Ned igen ad en denne, til tider udfordrende, skovsti der slangede sig langs med bjerget. Den bød egentlig på alt det vi ikke havde synderlig meget lyst til på en 130 km rute. Lange bløde kurver og skarpe sving, på mere eller mindre løst underlag hele vejen. Flere steder sågar med kviste og grene på stien.
Men den endte heldigvis ude på en større vej der førte op til de “rigtige” bjergmassiver i det nordlige Harzen. Det startede jævnt, og man kunne straks fornemme at man skulle langt op på et tidspunkt og at det kom til at blive stejlt. For her kørte vi i en bjergdal, med stejle bjergsider til begge sider hvor de fleste var skovklædte og nogle ganske enkelt lodrette bjergvægge og klipper der stak ud af skoven. Vildt flot at køre igennem, og vildt flot at se på, men man ved inderst inde at det kommer til at gøre ondt der oppe på stigningerne!
Det varede da heller ikke længe inden det begyndte at gå relativt stejlt op ad. Her kørte vi med solen lige i ansigtet, op ad en vej der førte os til en af Harzens flere opdæmmede vandreservoirer. Store, flotte søer midt mellem de høje skovklædte bjerge. Et virkelig fascinerende syn!

Efter en kort pause på dæmningen med væske, gels og photos trillede vi ind i skoven og den snoede vej der gik igennem den, langs med reservoiret. Det var en fantastisk følelse at køre langs med reservoiret i høj solskin med vand på den ene side og tæt skov på den anden side, på en vej der fører op til bjerget Oberharz der tårner sig stejlt op i himlen til 829 meter over havets overflade. Vi startede stigningen fra 426 meter så det betød 400 højdemeter. Egentlig i sig selv ikke noget stort tal, men når det højeste punkt i Danmark er 173 meter højt, giver det mig et helt andet syn på sagen, især fordi samtlige 400 højdemeter stiger med et snit på 7 % over 5,7 km. Med passager på langt over 10 %. 25 minutter tog det mig at tilbagelægge 5,7 km. Det giver en gennemsnitsfart på 13,68 km/t. Og det lyder nærmest som en overdrivelse når jeg ser på tallene efterfølgende. For så hurtigt husker jeg næsten ikke at jeg kørte på noget tidspunkt. Jeg husker at jeg flere gange så 10-11 km/t på vejen op.

Turen op var for vild! En smal asfalteret sti for gående og cyklister, op gennem en tæt skov i fred og ro, langt væk fra biler og anden larmende trafik. Vi mødte til gengæld et dansk par omkring midalderen der også var taget på cykelferie i det tyske.
Faktisk mødte vi på hele turen langt flest danskere end tyskere på to hjul og rugbrødsmotor.
Michael skulle lige have justeret bagskifteren, for den havde bestemt sig for at ramme egerne når der blev kørt på det største tandhjul bagest. Efter et 20 sekunders stop gik vi i gang – allerede meget tidligt på stigningen kunne vi se at den blev stejl og hård. Sådan rigtig stejl, for man kunne nærmest kun se stien nogle få hundrede meter inden den forsvandt oppe i træerne som i noget der ligner lodret.
Gearene kom på alvorligt overarbejde. Klik-klik-klik. Måske endda klik-klik-klik-klik ledsaget af udråb som “aaargh”, f*ck” og “sh*t”! Hurtigt kom vi alle op og stå på cyklen.

Noget som jeg i øvrigt lagde mærke til at vi ikke gjorde særlig tit, nogen af os. Det skulle i hvert fald være stejlt, og den pågældende rytter særligt presset.

Jeg lå, nærmest sædvanen tro, sidst længere nede ad bjerget. 50-60 meter op til Andreas der igen lå, slag på tasken, 50-60 meter bag Michael. Et par gange eller tre på vej op ad bjerget kom der et stykke asfalt af særlig skrap karaktér hvor man, foruden at kunne se at den fik et ekstra nyk i procenter, også kunne mærke at den blev stejlere. Var man ikke i forvejen oppe at stå på cyklen, så kom man i hvert fald til det! Med 90-95 % af ens formåen, og med 10-11 km/t var det lige før at en ekstra procent eller to fik os til at falde af cyklen. Men stoltheden, viljen og styrken ville det således, at vi ville holde os på cyklen hele vejen op.
På det første stykke asfalt med dårlig humor og den dertil hørende stigningsprocent på over 10% knak filmen tilsyneladende for Andreas, hvorfor jeg kom op til ham relativt hurtigt. I første omgang troede jeg at han lod sig falde tilbage for at følges med mig op. Men før jeg fik spurgt om han var ok, var han allerede bag mig – fuldstændig færdig.
For en gangs skyld havde jeg udsigt til ikke at komme sidst op ad en stigning! Triumf! Dog ikke mere triumf end at jeg først skulle komme helt op til toppen, før Andreas. Jeg følte mig egentlig glimrende tilpas, situationen taget i betragtning, så jeg besluttede mig for at prøve at hente Michael, som jeg hele tiden kunne se længere oppe.
Ned og sidde igen og kun kigge på asfalten en meter eller to foran mig, for ikke at lade mig påvirke af afstanden til Michael samt den uendelige og snoede bjergvej vi var på vej op ad.
Hele tiden på syregrænsen, åndedrættet på et vist støjende og anstrengt niveau og noget der føltes som en evighed senere, kiggede jeg op og så Michael. Lige dér, 20 meter foran mig. Uden af vide hvor langt der endnu var til toppen rejste jeg mig op. Lige ét gear mere. Lige en eller to procent mere på gassen. 100 meter senere kom et latterligt stykke asfalt mere. Sådan et av-for-helvede stykke. Det kunne jeg i hvert fald i første omgang høre på Michael. Næsten i samme øjeblik fik jeg det pludselig rigtig hårdt og fik temmelig ondt af mig selv. For her, midt i mellem kæmpe grønne træer og umådelig smukt landskab, stod jeg op på cyklen og trådte det bedste jeg havde lært, måske lige akkurat præsterende over evne, og med et forsvindende håb om at nå op til Michael, ramte jeg selv det stejle stykke asfalt. Det stejleste stykke jeg nogensinde har kørt på, vil jeg godt understrege.
Op på det laveste gear igen. Et gear som i dagens anledning og i det lille øjeblik ikke virkede lavt nok. Kadencen blev hakkende og først rigtig anstrengt. De 20 meter blev til 30, og de 30 meter til 40.
Total nedsmeltning på de sidste tråd af, ja lad os bare kalde det helvede, brændte benene. Det samme gjorde hænderne. Og i særdeleshed hovedet.
Jeg blev nødt til at hoppe af cyklen et øjeblik. Hvis ikke jeg havde gjort det, så er jeg ret sikker på at jeg havde ligget ned på siden og prøvet at kæmpe mig ud af pedalerne med krampe i benene. Det er prøvet før!
Klog af skade stod jeg af et øjeblik og lod syren trække sig ud af benene og pulsen falde en smule. Og så op igen inden Andreas kom klatrende. Jeg benyttede mig af det lille øjeblik at kigge efter Andreas som faktisk lå ca. 100 meter bag mig da jeg holdt pause. Helt overrasket hoppede jeg op på cyklen igen og op til Michael der stod og ventede med klapsalver og tilråb på de sidste meter for enden af stien, der endte ved en stor vej i udkanten af skoven. Selv stod han og fik vejret igen med et småanstrengt grin over den netop overståede stigning. Det samme gjorde jeg nok også. Andreas fik den samme modtagelse, omend han virkede en tand mere anstrengt da han stod af cyklen. Han bekendtgjorde da også tydeligt sin manglende klatreevne på det pågældende bjerg. Skidt dag at have en skidt dag i sadlen, for vi var kun 25 km inde på en 130 tur.
Vi fik lige sørget for at indtage noget væske og energi-gels og barer inden vi satte os på cyklerne igen det sidste stykke op i himlen.
Vi kæmpede os op til den reelle bjergtop som stod knap en km længere oppe ad den store vej. På et stykke af bjerget hvor der ikke var ret mange træer omkring os, med solen fra en skyfri himmel og en let brise i hovedet, kom vi til toppen. Oppe på toppen fik vi os en lille slurk vand, elektrolyt eller hvad vi nu ellers havde i vores vanddunke.

Forude lå 18 km nedkørsel. Kun afbrudt af et fladt stykke plateau og en lille knold på 27 meter. Nu var det ned og ligge over styret, og med bagdelen i vejret. 60-70 km/t. Ja da!
Nu har jeg det bedste. Det skulle da lige være en teknisk nedkørsel med skarpe sving og udfordrende nedbremsninger. De kom så også senere på dagen.
Først skulle vi lige op af en anden lille hidsig knold på 110 højdemeter, før det igen gik ned i 20 km.
Undervejs på nedkørslen var Michael ved at være brugt. Ikke mere brændstof. Ikke nok morgenmad, og ikke nok kulhydrater. Det gjorde det med hundrede procents sikkerhed ikke bedre af at han ikke fik nok og ordentligt at spise aftenen før.
Der var 20 km til vores pauseby, Osterode am Harz. “Hold ud, Michael”. Vi tilbød ham vores væske og et par energigels til at holde sig i sadlen. Og det holdt hårdt.
Den tidligere gejst op og ned ad bjergene stod i skarp kontrast til den næste hele time hvor vi kæmpede os mod Osterode am Harz i let modvind. Der var ingen der sagde noget. Vi skiftedes blot til at tage en føring ude i vinden og ikke forcere. Vi var alle tre efterhånden godt brugte, og trængte til et ordentlig skud måltid i dunken. Et hurtigt stop i den lokale Aldi på vej ind til byen, fik Andreas og Michael fyldt op med frisk og koldt vand i vanddunkene og noget tysk sukkerdrik og frugtbarer.

Inde i byen fandt vi et brasserie hvor vi kunne sidde uden for i solen. Der blev bestilt sandwiches med cola og en kop espresso. Det gjorde godt og højnede moralen et godt stykke! Der blev diskuteret lidt om dagens rute indtil videre. Andreas der ikke kunne køre op som han plejer og Michael der ikke kunne spise nok og jeg som rent faktisk lignede en der kunne køre op ad. De fleste højdemeter var overstået. Vi manglede “blot” to stigninger på hhv. 11 og 8 km med middelhøje stigningsprocenter. Alt var vand ved siden af fomiddagens skovvej op til Oberharz.

Så efter en god lang pause med hygge, satte vi os op på cyklerne igen. Ud i vinden, ud i solen og ud på stigningerne og nedkørslerne igen.
Michael kom til kræfter igen og Andreas havde fået noget i maden vi andre ikke havde fået, for han kørte sådan lige pludselig hurtigt op ad. Sådan rigtig hurtigt. Sådan lidt “Arg, der kommer en sti.. hvor er Andreas?!” Så mens han hyggede sig med sin pludselige overskud af kræfter, kæmpede Michael og jeg os op over de sidste to store stigninger på dagens rute. Den ene af dem i øvrigt udelukkende på en grussti op til toppen og ned igen på den anden side. Som regel opskriften på punkteringer og hårdt medtagede dæk. Punkteringerne slap vi for. Faktisk slap vi helt for punkteringer på hele turen, hvilket er ret fedt.
Men dækkende fik et par huller og rifter. Mit bagdæk fik i hvert fald perforeret dæksiden, men ikke værre end at det holdt resten af Harzen turen.
Og når nu Andreas havde så meget overskud og hele tiden var nogle hunderede meter foran os i bjergene, kunne han jo lige så godt få taget nogle billeder når Michael og jeg fik slæbt os op til ham og forbi. Og det gentog sig et par gange, for dels kunne han køre sig op på siden af os igen og dels var der flere steder med flot baggrund eller panorama.
På det sidste stykke kom også det “lille stykke helvede” fra dagen før. Jeg ved ikke hvad den hedder, men den var stadig lige så hård som sidst. Faktisk var vi overvejende enige om at den 1,2 km lange og stejle stigning faktisk føltes hårdere anden gang man bestiger den. Og den skal prøves igen til næste gang man kommer til området. Højst sandsynligt til næste år.

Fra toppen af den stigning var der 15 km hjem. Klokken havde efterhånden passeret 16, og vi glædede os til at komme hjem til hotellet og til endnu et måltid, efter gårsdagens fejlslagne café/restaurant besøg. Det meste af vejen gik ned ad på vej tilbage til Goslar, men med en svag stigning ind til byen langs med foden af bjerget.
På et tidspunkt sad vi og kørte omkring 25 km/t på hjul af hinanden, som vi har gjort så mange andre gange, solen på vej ned og temperaturen lige så. Vi måtte alle tre have slappet lidt rigeligt af på vej ind til byen og tilbage til bilen. Jeg sad forrest med Andreas på hjul og Michael bagerst, da jeg på et tidspunkt nærmer mig et kæmpe hul i vejen. Jeg når kun akkurat at køre uden om hullet og råbe noget der skulle have lydt “HUL!”. Jeg mener at have hørt Andreas gentage mit uldne råb. Og jeg husker ikke at have hørt Andreas ramme hullet. Men inden jeg i hvert fald sukkede lettet op, hørte vi Michaels, ja.. brøl, vil jeg nok kalde det. Og han holdt automatisk op med at træde. Munden åben og uden lyd trillede han forbi og holdt sig til et vist sted. Jeg spurgte om vi skulle stoppe, men han nægtede at stoppe, for som han sagde, så ville han nok falde af, da han ikke kunne klikke sig ud af pedalerne af bare smerte.
En form for påmindelse om, at vi ikke kan slappe helt af før vi er kommet af cyklerne eller er hjemme på hotellet. Nok var det ikke på en nedkørsel med 60 i timen, men sådanne huller har før kostet et hjul eller to livet.

Vi fik rullet tilbage til Goslar, hvor jeg prøvede at stikke af ved skiltespurten til Goslar. Det gik en smule op ad. Nok til at man syntes det virkede ekstra hårdt at træde til.
Umiddelbart stak jeg 100-200 meter for tidligt for jeg slap op for kræfter de 100-200 meter før skiltet. Omvendt havde jeg ikke det store valg, for hvis jeg ikke åbnede først ville jeg nok ikke have haft nogen andre chancer. Så Michael tog igen etapesejren og den efterfølgende “fiktive” trøje.
Michael havde nemlig på vejen til Harzen fået Andreas og jeg med på en idé. En idé der gik ud på at man om aftenen sammen fandt ud af hvem der skulle have hvilken trøje, ud fra skiltespurter, bakkespurter, nedkørsler osv. Der var 6 trøjer. En gul for dagens etapesejr, en hvid for ungdomstrøjen, en grøn for skiltespurter, en prikket for bakkespurter, en blå for bedste nedkørsel og en lilla for dagens “buddy”,  eller gode gerning. På vejen hjem fra Clausthal-Zellerfeld i går kom en ny trøje til konkurrencen. Den var sort, og blev tildelt dagens sviner eller dagens vilde “move”.
Dagens sviner blev tildelt undertegnede for en situation på dagens første stigning op til reservoiret. Vi lå og sled lidt på en stigning i starten af dagens rute efter blot 15-20 km. De andre kørte foran mig, som i trække mig med op, men jeg følte mig nu ret godt tilpas og hyggede mig lidt i baggrunden mens “toget” foran trak. Denne her stigning var også den eneste på hele turen som jeg kunne genkende fra en anden tur til Harzen for mange, mange år siden. Det var ikke på cykel den gang, blot en kort sightseeing under en forbi kørsel.
Men jeg kendte den, og den var ikke lang, så da der var en kilometer eller under tilbage, stak jeg. Michael som troede at jeg sad der omme bag ved og led var temmelig overrasket over mit move. Faktisk var det eneste jeg hørte bag fra, “Hva’ f.. dit lille svin!”. Samtidig var det også min første og bedste chance for at hente point hjem til bjergtrøjen. Måske for dagen, måske for hele turen til Harzen. Men jeg fik mine bjergpoint! Senere samme tur kom vi jo som bekendt alle på hårdt arbejde. Men det var mit move, og den blev straffet som dagens sviner. I hvert fald blev jeg kaldt deres “tidligere” ven. Haha. Og så blev der holdt øje med mig resten af dagen, med et par stikpiller i ny og næ.
Senere samme aften fødtes endnu en ny trøje til samlingen. Den var brun og blev tildelt den person der den dag kunne frembringe det højeste toiletbesøg-lydspor eller til den som slog de mest ildelugtende prutter. Den fødtes i øvrigt midt i et grineflip mens Ungdomstrøjen sad på tønden efter første dag. Tønden var nemlig lige på den anden side af væggen hvor fjernsynet stod, og hvor Michael og jeg naturligvis sad og så Giro d’Italia sammendrag. I et nærmest uforglemmeligt øjeblik kommer de vildeste lyde ude fra toilettet som i virkeligheden kun var 1-2 meter væk. De første grin udløste et helt flip af kæmpegrin – og man kunne sagtens høre vedkommende sidde og fnise med. Da den “brune trøje” kom ud igen kunne han afsløre at han selv havde siddet der og var ved at dø af grin. På bekostning af sit eget toiletbesøg. Og da han kom ud skulle de grinende hyæner også straffes med den tilhørende dunst af.. racermave. Hvilket gav anledning til et par morsomme eller spydige bemærkninger mere den aften.

Aftenen afsluttedes som den gjorde aftenen før. Giro sammendrag og live afslutning af Tour of California. I aften med et glas rødvin, chips og chokoladekiks. Glimrende aften og glimrende afslutning på en fantastisk dag i sadlen med et par gode venner. Mættet af oplevelser, kiks og chips gik jeg til køjs. Andreas havde lagt sig for længst. Mindre levende end i live lå han der og fniste med når Michael og jeg fyrede et eller andet tosset af. Michael lå der også allerede for hans seng var sovesofaen ved husalteret.

Sluk lyset. Godnat og tak for i dag, vi står op i morgen ved 8-tiden til morgenmad.

Harzen Tur 2015

Der er gået lang tid siden sidste indlæg, og jeg har da heller ingen undskyldninger for det, må jeg indrømme.

Men på opfordring og et par stikpiller fra makkeren har fået mig i gang igen.

Vi har lige været 3 glade gutter på en 4 dages tur til det nordtyske Harzen.
Egentlig startede det som en løs snak med den ene af dem om en tur til Rebild og træne i det kuperede område sidste år og i vinters. Siden gik snakken, og pludselig var der booket et ophold for 3 i landsbyen Bad Grund i den nordvestlige udkant af Harzen med bjergbyerne Goslar, Clausthal-Zellerfeld, Osterode Am Harz og Altenau inden for 15-30 minutters kørsel i bil. En frisk makker fra sidste års Team Giv Håb var frisk og hurtig til at hoppe på tilbudet om en ekstra plads i bilen.

Planlægningen gik i gang, og forventningens urolige glæde var snart ikke til at styre, og det var da også en bil med 3 jubelidioter der drog syd på i Kr. Himmelfarts ferien midt i maj.

Planen gik ud på at køre tidligt torsdag 14. maj og være fremme ved pensionen tidlig/midt eftermiddag for at trille en kort tur inden aftensmaden.
Fredag var der lagt en 130 km rute, lørdag en 120 km rute og en søndag lå åben til hvad vi nu ellers havde tid og lyst til.

Tidligt afsted kom jeg da fra Korinth for at samle Michael som den første op. Og “i god tid” blev hurtigt ødelagt af en cykelholder der af uransalige årsager var bygget op til en ulogisk montering – hvilket nok kunne have været afhjulpet med en test inden afgangsdatoen, men det er skrevet bag øret og blevet til endnu et punkt på checklisten til næste tur.

Michael er en tidligere holdkammerat fra Team Giv Håb. Et velgørenheds cykelhold som vi alle tre kørte Danmark Rundt, og havde en sjov og lærerig uge på cyklen med. Michael kører på en Giant Propel carbonracer med aerodynamiske fordele, han kan trække forrest i feltet og køre hurtigt når det går op. Michael har det til tider lidt svært med at passe på kroppen og lytte til den. Selv ikke de andres råd virker til at fise ind på lystavlen. Og hvis ikke det passer, så ved han noget vi andre ikke gør.
Michael har det også lidt svært med nedkørsler. Faktisk så svært at han bliver kørt bagud når det begynder at gå stærkt. Så en teknisk nedkørsel har af åbenlyse årsager ikke den store tiltrækningskraft på Michael. Hans undskyldning er noget med en cykel der ikke rigtig kan bremse. Jaeh.. Aerodynamiske fordele giver åbenbart visse ulemper.

Så en time forsinket samlede vi Andreas op og så var vi af sted.

Andreas kender vi fra samme førnævnte hold, og Andreas er en ung mand på 20 år med hang til dyre cykler, dyre dele og sære farver. Stedsans er ikke hans stærke side, hvorfor man nemt kan få ham til blive hvor han er ved at slukke for hans GPS eller tage den fra ham. Andreas kan, lige som Michael, køre forrest og trække og køre hurtigt op ad. Dog ikke lige så ubesværet som Michael. Men Andreas kan til gengæld finde ud af at køre ned ad. Også teknisk hvis det skulle være.

Nuvel, lad os komme til sagen.
Vi ankom til Bad Grund torsdag eftermiddag ved 15.00 tiden, efter ca. 6½ times kørsel med pauser. Vejret bød på 13-14 grader og solskind med få skyer. Vi fik installeret os på vores værelse, fik lidt at spise, så os en smule omkring og kravlede i cykeltøjet til første tur.
Kl. blev først 17 inden vi nåede ud på vores rute som startede i nabobyen Clausthal-Zellerfeld, 15-20 minutters kørsel fra Bad Grund.
Jeg havde planlagt en tur på 87 km rundt i nærheden af Clausthal-Zellerfeld, så det var med at komme af sted, hvis vi skulle nå hjem og spise inden det blev for sent.
Der blev lagt forholdsvis hårdt ud, men hvem kunne bebrejde os, for nu var vi her endelig og vi havde glædet os længe – især da vi så hvad vi kom ned til. Så den første halve time, hvor det faktisk kun gik ned ad var der fart på. Sådan ca. 40-50 km/t. Komplet ustyrlige af bar fryd! Vi kom hurtigt frem til et par af dagens første stigninger som vi synes var ret fede og ret stejle. Et af dem var et lille stykke helvede på 1,2 km, med en gennemsnitlig stigning på 9-10 % og med passager på over 15 %. Lige så hårdt det var at køre op ad, lige så hurtigt gik det ned ad. God start! Efter lidt over en time nåede vi til Goslar som ligger i udkanten af det nordlige Harzen bjergområde og det var ikke engang halvvejs, så jeg besluttede i samråd med gutterne at køre direkte tilbage mod Clausthal-Zellerfeld. Ellers ville vi ikke nå rundt inden det blev sent og måske mørkt.

Det viste sig at blive lidt af en fantastisk beslutning, for vi kom til at køre lige op i himlen i 10 km. Fra 280 meter over havets overflade til 637 meter over havets overflade, hvilket giver en gennemsnitlig stigning på omkring 3,5 % med nogle stejle passager undervejs. Efter første hårnålesving blev jeg smidt af de to andre, og så var det bare med at finde sin egen rytme. Det var hårdt, men det føltes helt fantastisk. I øvrigt helt uvidende om at det skulle blive til en halv times klatring. Kort tid efter kunne jeg se at Andreas var blevet efterladt af Michael som jeg ikke længere kunne se.
Egentlig skulle jeg bare lade være med at kigge efter dem, for afstanden blev alligevel større og større – noget der er forstyrrende for mig rent mentalt. Turen var utroligt flot, med udsigt ud over bjergsiden som vejen slangede sig op ad, mens man kunne kigge ned i den dybe dal og til det andet skovklædte bjerg på den anden side. Det var på grænsen til terapeutisk for sjælen, når man i nogle få øjeblikke kom til at glemme at man sad på en cykel med 15 km/t, med pulsen i det øvre arbejdsområde og sveden løbende ned ad ansigtet. Oppe på toppen ventede to heppende makkere og en næsten uforglemmelig udsigt ud over en sø og toppen af bjerget vi lige havde besteget. Vi kunne næsten ikke forestille os en bedre belønning!
Der fra gik det stort set nedad hele vejen til start/mål de sidste 9 km, kun afbrudt af to korte stigninger der får de fleste danske bakker til at ligne vejbump.
Dagens rute blev vundet af Michael der gravede dybt til sidst og satte Andreas og mig fuldstændig til vægs, på en en stejl gade der mest af alt lignede en asfalteret pukkelpist. Den var kun 400 meter lang, men den fik os 25 meter højere op.
Lettere trætte og, for mit vedkommende, komplet lykkelige stak vi hinanden en high five og hoppede i bilen. Tilbage i Bad Grund fandt vi til stor ærgrelse ud af, at samtlige caféer og restauranter lige havde lukket. Jeg klarede mig fint med en medbragt baguette og pizzaslice og Andreas klagede heller ikke. Han skovlede blot et par hjemmebagte boller og en proteindrik indenbords.
Michael der imod var ved at dø af sult. Man skal da have varm mad til aftensmad! Jeg fik dog overtalt ham til at æde min sidste baguette og et par håndfulde flæskesvær. Bevares, ikke optimalt, men bedre end ingenting.

Aftenen sluttede med et sammendrag af dagens Giro d’Italia etape på tysk tv samt afslutningen på dagens Tour of California. Ikke dårligt på en cykelferie i Harzen!