Harzen Tur 2015

Der er gået lang tid siden sidste indlæg, og jeg har da heller ingen undskyldninger for det, må jeg indrømme.

Men på opfordring og et par stikpiller fra makkeren har fået mig i gang igen.

Vi har lige været 3 glade gutter på en 4 dages tur til det nordtyske Harzen.
Egentlig startede det som en løs snak med den ene af dem om en tur til Rebild og træne i det kuperede område sidste år og i vinters. Siden gik snakken, og pludselig var der booket et ophold for 3 i landsbyen Bad Grund i den nordvestlige udkant af Harzen med bjergbyerne Goslar, Clausthal-Zellerfeld, Osterode Am Harz og Altenau inden for 15-30 minutters kørsel i bil. En frisk makker fra sidste års Team Giv Håb var frisk og hurtig til at hoppe på tilbudet om en ekstra plads i bilen.

Planlægningen gik i gang, og forventningens urolige glæde var snart ikke til at styre, og det var da også en bil med 3 jubelidioter der drog syd på i Kr. Himmelfarts ferien midt i maj.

Planen gik ud på at køre tidligt torsdag 14. maj og være fremme ved pensionen tidlig/midt eftermiddag for at trille en kort tur inden aftensmaden.
Fredag var der lagt en 130 km rute, lørdag en 120 km rute og en søndag lå åben til hvad vi nu ellers havde tid og lyst til.

Tidligt afsted kom jeg da fra Korinth for at samle Michael som den første op. Og “i god tid” blev hurtigt ødelagt af en cykelholder der af uransalige årsager var bygget op til en ulogisk montering – hvilket nok kunne have været afhjulpet med en test inden afgangsdatoen, men det er skrevet bag øret og blevet til endnu et punkt på checklisten til næste tur.

Michael er en tidligere holdkammerat fra Team Giv Håb. Et velgørenheds cykelhold som vi alle tre kørte Danmark Rundt, og havde en sjov og lærerig uge på cyklen med. Michael kører på en Giant Propel carbonracer med aerodynamiske fordele, han kan trække forrest i feltet og køre hurtigt når det går op. Michael har det til tider lidt svært med at passe på kroppen og lytte til den. Selv ikke de andres råd virker til at fise ind på lystavlen. Og hvis ikke det passer, så ved han noget vi andre ikke gør.
Michael har det også lidt svært med nedkørsler. Faktisk så svært at han bliver kørt bagud når det begynder at gå stærkt. Så en teknisk nedkørsel har af åbenlyse årsager ikke den store tiltrækningskraft på Michael. Hans undskyldning er noget med en cykel der ikke rigtig kan bremse. Jaeh.. Aerodynamiske fordele giver åbenbart visse ulemper.

Så en time forsinket samlede vi Andreas op og så var vi af sted.

Andreas kender vi fra samme førnævnte hold, og Andreas er en ung mand på 20 år med hang til dyre cykler, dyre dele og sære farver. Stedsans er ikke hans stærke side, hvorfor man nemt kan få ham til blive hvor han er ved at slukke for hans GPS eller tage den fra ham. Andreas kan, lige som Michael, køre forrest og trække og køre hurtigt op ad. Dog ikke lige så ubesværet som Michael. Men Andreas kan til gengæld finde ud af at køre ned ad. Også teknisk hvis det skulle være.

Nuvel, lad os komme til sagen.
Vi ankom til Bad Grund torsdag eftermiddag ved 15.00 tiden, efter ca. 6½ times kørsel med pauser. Vejret bød på 13-14 grader og solskind med få skyer. Vi fik installeret os på vores værelse, fik lidt at spise, så os en smule omkring og kravlede i cykeltøjet til første tur.
Kl. blev først 17 inden vi nåede ud på vores rute som startede i nabobyen Clausthal-Zellerfeld, 15-20 minutters kørsel fra Bad Grund.
Jeg havde planlagt en tur på 87 km rundt i nærheden af Clausthal-Zellerfeld, så det var med at komme af sted, hvis vi skulle nå hjem og spise inden det blev for sent.
Der blev lagt forholdsvis hårdt ud, men hvem kunne bebrejde os, for nu var vi her endelig og vi havde glædet os længe – især da vi så hvad vi kom ned til. Så den første halve time, hvor det faktisk kun gik ned ad var der fart på. Sådan ca. 40-50 km/t. Komplet ustyrlige af bar fryd! Vi kom hurtigt frem til et par af dagens første stigninger som vi synes var ret fede og ret stejle. Et af dem var et lille stykke helvede på 1,2 km, med en gennemsnitlig stigning på 9-10 % og med passager på over 15 %. Lige så hårdt det var at køre op ad, lige så hurtigt gik det ned ad. God start! Efter lidt over en time nåede vi til Goslar som ligger i udkanten af det nordlige Harzen bjergområde og det var ikke engang halvvejs, så jeg besluttede i samråd med gutterne at køre direkte tilbage mod Clausthal-Zellerfeld. Ellers ville vi ikke nå rundt inden det blev sent og måske mørkt.

Det viste sig at blive lidt af en fantastisk beslutning, for vi kom til at køre lige op i himlen i 10 km. Fra 280 meter over havets overflade til 637 meter over havets overflade, hvilket giver en gennemsnitlig stigning på omkring 3,5 % med nogle stejle passager undervejs. Efter første hårnålesving blev jeg smidt af de to andre, og så var det bare med at finde sin egen rytme. Det var hårdt, men det føltes helt fantastisk. I øvrigt helt uvidende om at det skulle blive til en halv times klatring. Kort tid efter kunne jeg se at Andreas var blevet efterladt af Michael som jeg ikke længere kunne se.
Egentlig skulle jeg bare lade være med at kigge efter dem, for afstanden blev alligevel større og større – noget der er forstyrrende for mig rent mentalt. Turen var utroligt flot, med udsigt ud over bjergsiden som vejen slangede sig op ad, mens man kunne kigge ned i den dybe dal og til det andet skovklædte bjerg på den anden side. Det var på grænsen til terapeutisk for sjælen, når man i nogle få øjeblikke kom til at glemme at man sad på en cykel med 15 km/t, med pulsen i det øvre arbejdsområde og sveden løbende ned ad ansigtet. Oppe på toppen ventede to heppende makkere og en næsten uforglemmelig udsigt ud over en sø og toppen af bjerget vi lige havde besteget. Vi kunne næsten ikke forestille os en bedre belønning!
Der fra gik det stort set nedad hele vejen til start/mål de sidste 9 km, kun afbrudt af to korte stigninger der får de fleste danske bakker til at ligne vejbump.
Dagens rute blev vundet af Michael der gravede dybt til sidst og satte Andreas og mig fuldstændig til vægs, på en en stejl gade der mest af alt lignede en asfalteret pukkelpist. Den var kun 400 meter lang, men den fik os 25 meter højere op.
Lettere trætte og, for mit vedkommende, komplet lykkelige stak vi hinanden en high five og hoppede i bilen. Tilbage i Bad Grund fandt vi til stor ærgrelse ud af, at samtlige caféer og restauranter lige havde lukket. Jeg klarede mig fint med en medbragt baguette og pizzaslice og Andreas klagede heller ikke. Han skovlede blot et par hjemmebagte boller og en proteindrik indenbords.
Michael der imod var ved at dø af sult. Man skal da have varm mad til aftensmad! Jeg fik dog overtalt ham til at æde min sidste baguette og et par håndfulde flæskesvær. Bevares, ikke optimalt, men bedre end ingenting.

Aftenen sluttede med et sammendrag af dagens Giro d’Italia etape på tysk tv samt afslutningen på dagens Tour of California. Ikke dårligt på en cykelferie i Harzen!