Jeg lod cyklen blive fri for mit insisterende tråd i dag. Og det var ikke fordi jeg ikke havde lyst til at cykle. Nej, jeg havde lovet at hjælpe en god ven med at få en sejlbåd i vandet. En sejlbåd som jeg har fået lov at låne efter aftale, og en sejlbåd jeg til hver en tid hellere end gerne vil hjælpe med, når og hvis der skulle være brug for det. Det blev til omkring cirka lige præcis 6 timer på havnen, stort set ingen vind og høj, høj sol. Slet ingen dum dag at tilbringe i en marina, som var fuld af liv og aktivitet. Små både og store skibe, alle sammen ført af ivrige lystsejlere der, lige som om selv, drages mod havets skønne duft og frirum.

Nå, men båden kom i vandet lige efter kl. 9 i morges og motoren startede i andet hug. Meget godt for en bette motor der har ligget i dvale i et halvt års tid, eller der omkring. 100 meter væk lagde vi til, på bådens nye broplads. Her skulle et par småting monteres og klargøres. F.eks. at montere nymalede fortøjningsklamper og tovværksbeslag. Super hyggeligt. Dog kunne det ikke undgås at ende nede under dæk hvor der ikke er beregnet plads til en bette mand som jeg, for at fifle med små bolte og møtrikker, og hvor der i øvrigt ingenlunde er taget højde for, at sådan et beslag måske engang skulle udskiftes eller måske bare afmonteres. Men det lykkedes, med lidt kravleri og godt samarbejde.

Hurtigt hjem til et nødvendigt pitstop og tilbage til marinaen igen for at rigge masten til. Vi var heldige at havnens båd- og motorguru havde tid og lyst til at bistå med de nødvendige fif og tips, da masten skulle rejses. Det koster i øvrigt ømme fingre og håndled og ikke mindst hård hud på fingrene, sådan at montere og justere mast, stager og sejl. Men det var fedt, og nu er båden klar til endnu en sæson i og omkring Bogense.

Vi kunne nu ikke lade være med lige at tage ud af havnen, nu hvor det hele var klar og i orden. Skidt pyt med, at vinden havde lagt sig fuldstændig. Ud af havnen for motor, med brede smil og nærmest hvinende af fryd. Ja, det var nærmest terapi for sjælen, lige at skue ud mod Æbelø og Samsø i fuldstændig havblik. Bare lige ud en sømil og vende igen mod havnen, selvom vi ingenlunde havde lyst. Men pligter kalder i sædvanlig upassende timing, så, surprise surprise, vi fik lagt til og pakket sammen. Erna Marie ligger nu klar til endnu en ny sæson, og lur mig om vi ikke vender tilbage om et par dage, når vinden igen tager til, dog med køligere luft, men hvad gør det når sulten efter saltvand og vind i håret ikke er sådan lige til at slippe af med.

Med et mindre gøremål i denne uge, er jeg således klar til en ny dag i sadlen med Team Giv Håb og holdets utrættelige ånd og fællesskab. Og mon ikke der skal fortælles en sørøverhistorie eller to i morgen. Eller var det søforklaringer om hvorfor jeg har så stive og tunge ben? 🙂

Tanken har strejfet mig mange gange, og efter en inspirerende blog af en ligesindet skal det være.
Jeg har cyklet næsten så længe jeg kan huske, og de sidste 15 års tid på skiftende motions- og lettere løbsniveau. I år har jeg involveret mig i et cykelhold der kendes under navnet Team Giv Håb, og det er startet på et smukt initiativ af to sjove og rare mennesker fra Odense, Jan Mathiasen og Tina Andersen. Giv Håb er et toårigt projekt, som er sat i verden af Børn, Unge & Sorg for at sætte fokus på de 140.000 børn og unge, der hvert år oplever, at deres forældre eller søskende bliver alvorligt syge eller dør.

Det var sådan set lige til, da jeg blev spurgt en af færøsk veninde, om jeg havde lyst til at deltage i et projekt som indebar at cykle Danmark rundt. Og efter videre introduktion i projektet var det som en klar åbenbaring at her skulle jeg være med. Det var i hvert meget nærliggende da jeg som 14-årig mistede min far til kræften, og der efter brugte 4 år på at komme oven på igen. Ikke på at blive mig selv, for det var ingenlunde muligt, men klar på et nyt og anderledes liv. Med den opgave tæt på hjertet cykler jeg videre. Næsten som altid. Nu blot også i en god sags tjeneste.

Dagens træning bød på en af mine kortere yndlingsruter fra Odense til Ørbæk og omkring og hjem igen: Ca. 60 km. Høj sol, 18 grader og næsten ingen vind. Det er en god dag at sidde på cyklen. Jeg kan dog godt mærke gårdsdagens knap 100 km i det kuperede terræn omkring Vissenbjerg sammen med det gode og mangfoldige selskab fra Team Giv Håb.
Jeg har ikke benene til at lave de samme ryk som i går. Det er heller ikke meningen, for det er bare ud og æde nogle kilometer, nyde vejret og se verden fra cykelstyret som jeg altid har elsket. En svag modvind fra øst. Jeg ved godt at der vil være medvind på vejen hjem. Men alligevel prøver jeg at holde dampen oppe på omkring 30 km/t for at nå målet på 30 km/t i snit på hele turen. De første 20 km er forholdsvis flade. Ned og læne mig helt over styret og kløve vinden med mindst mulig vindmodstand. Elsker det! Jeg tænker om jeg har det lige så godt i benene på hjemvejen efter bakkerne omkring Ørbæk. Jeg hader ikke bakkerne, men jeg er bare ikke bygget til at køre opad. Jeg mister hurtigt farten og klikker op ad gearene hurtigere end jeg kan nå at stave til Shimano. Jeg er heller ikke for glad for at stå op på cyklen og trampe. Næh, vis mig en lang flad eller let kuperet vej, og jeg skal nok æde kilometer efter kilometer i højt tempo. Det gør jeg gerne i flere timer.
I de tidligere løbsdage elskede jeg at sætte mig forrest i en gruppe, og se de andre lide under det høje tempo, og hvis vinden fik en finger med i spillet var det endnu bedre.

Nuvel, her sidder jeg og tramper løs. Sidder næsten kun og analyserer tallene fra cykelcomputeren og GPS’en; kan det holde hjem på under to timer? De første 20 km rundes på lige over 40 minutter, så det ser ikke umuligt ud. Inde i Ørbæk drejer jeg af til højre, sydvest over mod Gislev. Vinden let med-sidevind. Det bliver hurtigt varmt uden den samme vind til at køle ned. Undervejs skal jeg ned i en lille dal og op igen efter få hundrede meter. Tæsker cyklen op på 60 km/t ned ad og ønsker mig selv en flad vej på vej op af dalen igen. Men det føles godt, jeg ligger langt fra syregrænsen og finder hurtigt farten igen da vejen flader ud igen. Hurtigt ind i Gislev og den knap så lækre asfalt, til venstre ned i en lille dybning syd for Gislev og derefter et lille venstre knæk igen op ad en lille hidsig stigning der kun bliver stejlere hele vejen op til bakkekammen. Der er varmt i læ af vinden og solen i ryggen. Fra Gislev og til Svindinge er det op og ned ad små knolde, så det er svært at finde en rytme der kan holde. Op og ned i gear. Målsætningen om at holde 30 i snit holder pulsen oppe i den højere ende af arbejdsområdet. Vinden kommer nu forfra og let fra siden. Det er svært at arbejde med, når man konstant passerer huse, træer og levende hegn, men det er stadig god træning. Svindinge i sigte efter en sidste halvhård knold. For enden af nedkørslen går det til venstre igen, overvejende ned ad bakke og med side-medvind. Det er fedt! Det er lækkert! Og det går stærkt. Ned gennem dagens sidste rigtige nedkørsel, og dagens sidste rigtige stigning. Denne her gør altid ondt. Som regel ingen vind her og som regel solen lige i ryggen. Jeg sidder stædigt ned, men må lige rejse mig op og hive nogle ekstra kræfter ud af benene mod de sidste meter mod det flade stykke på toppen. Forholdsvis tæt på syregrænsen, men det er nemt at komme op i fart igen. – Heldigvis. It’s been worse. Hurtig gennem Ørbæk og hjem ad den fladere Ørbækvej, nu med overvejende medvind. Farten er næsten konstant omkring 35 km/t. Jeg lader mig presse af mindet om en tidligere tur på næsten samme rute sidste år, hvor farten på samme stykke sjældent lå under 40 km/t. “Kom nu, der er under 20 km hjem! Det er her du kører bedst”. Peptalk og stadig analyserende tanker. Der skal hentes nogle minutter. Det kan bedst beskrives som at sidde alene i et udbrud, med et felt der kun kommer nærmere bagfra. Du kan næsten fornemme målområdet, og så alligevel ikke. Der langt nok hjem til at du kan gå sukkerkold, så det er en hårfin balance lige under syregrænsen resten af vejen hjem.
Jeg hilser på mange andre ryttere der passerer på den anden side. Det er nu også hyggeligt. Fællesskabet er akkurat som sidst man var ude på ruten engang sidste efterår.
Flyver lige igennem Herrested, Ferritslev og Rolsted og op på et fladt og lige stykke, forbi grusgravene og vupti, så siger skiltet Birkum. Fra den anden side af Birkum går det ned helt hen til Fraugde, hvor de sidste 2 tekniske km begynder. Ind og ud ad mindre veje, små knæk på ujævnt underlag, op af en lille knold og ned igen gennem en lang venstrekurve forbi motorvejen. Sidste lange lige stykke hvor de sidste kræfter skal brændes af inden turen slutter hjemme efter en lille håndfuld små sving forbi alle rækkehusene. Ad, der er varmt når man pludselig holder stille. Men det er fedt! Nærmest lige gyldigt da jeg ser på GPS’en, og der står 29,7 km/t i snit. Det er ok, jeg er tilfreds. Det blev til 57 km på 1 time og 55 minutter. I morgen er der slet ikke tid til at cykle, så jeg glæder mig allerede til onsdag, hvor der igen er træning med Team Giv Håb, og den tilsyneladende sidste varme dag i denne omgang.