Alternativ restituering

Jeg lod cyklen blive fri for mit insisterende tråd i dag. Og det var ikke fordi jeg ikke havde lyst til at cykle. Nej, jeg havde lovet at hjælpe en god ven med at få en sejlbåd i vandet. En sejlbåd som jeg har fået lov at låne efter aftale, og en sejlbåd jeg til hver en tid hellere end gerne vil hjælpe med, når og hvis der skulle være brug for det. Det blev til omkring cirka lige præcis 6 timer på havnen, stort set ingen vind og høj, høj sol. Slet ingen dum dag at tilbringe i en marina, som var fuld af liv og aktivitet. Små både og store skibe, alle sammen ført af ivrige lystsejlere der, lige som om selv, drages mod havets skønne duft og frirum.

Nå, men båden kom i vandet lige efter kl. 9 i morges og motoren startede i andet hug. Meget godt for en bette motor der har ligget i dvale i et halvt års tid, eller der omkring. 100 meter væk lagde vi til, på bådens nye broplads. Her skulle et par småting monteres og klargøres. F.eks. at montere nymalede fortøjningsklamper og tovværksbeslag. Super hyggeligt. Dog kunne det ikke undgås at ende nede under dæk hvor der ikke er beregnet plads til en bette mand som jeg, for at fifle med små bolte og møtrikker, og hvor der i øvrigt ingenlunde er taget højde for, at sådan et beslag måske engang skulle udskiftes eller måske bare afmonteres. Men det lykkedes, med lidt kravleri og godt samarbejde.

Hurtigt hjem til et nødvendigt pitstop og tilbage til marinaen igen for at rigge masten til. Vi var heldige at havnens båd- og motorguru havde tid og lyst til at bistå med de nødvendige fif og tips, da masten skulle rejses. Det koster i øvrigt ømme fingre og håndled og ikke mindst hård hud på fingrene, sådan at montere og justere mast, stager og sejl. Men det var fedt, og nu er båden klar til endnu en sæson i og omkring Bogense.

Vi kunne nu ikke lade være med lige at tage ud af havnen, nu hvor det hele var klar og i orden. Skidt pyt med, at vinden havde lagt sig fuldstændig. Ud af havnen for motor, med brede smil og nærmest hvinende af fryd. Ja, det var nærmest terapi for sjælen, lige at skue ud mod Æbelø og Samsø i fuldstændig havblik. Bare lige ud en sømil og vende igen mod havnen, selvom vi ingenlunde havde lyst. Men pligter kalder i sædvanlig upassende timing, så, surprise surprise, vi fik lagt til og pakket sammen. Erna Marie ligger nu klar til endnu en ny sæson, og lur mig om vi ikke vender tilbage om et par dage, når vinden igen tager til, dog med køligere luft, men hvad gør det når sulten efter saltvand og vind i håret ikke er sådan lige til at slippe af med.

Med et mindre gøremål i denne uge, er jeg således klar til en ny dag i sadlen med Team Giv Håb og holdets utrættelige ånd og fællesskab. Og mon ikke der skal fortælles en sørøverhistorie eller to i morgen. Eller var det søforklaringer om hvorfor jeg har så stive og tunge ben? 🙂